Fodboldstjernen Lionel Messi kommer ikke i aktion for Argentinas landshold lige foreløbig.
Tirsdag blev han tildelt fire karantænedage i landsholdsregi af Det Internationale Fodboldforbund, Fifa. Udover karantænen har argentineren også fået en bøde på 10.000 schweizerfranc - knap 70.000 danske kroner.
Det skriver Fifa på sin hjemmeside samtidig med at de oplyser, at dommen ligger på linje med disciplinærudvalgets straffe i andre lignende sager.
Messi er blevet fundet skyldig i at have fornærmet en assisterende dommer i forbindelse med Argentinas landskamp mod Chile 23. marts.
Argentina under pres
Den første karantænedag skal Messi afsone allerede tirsdag aften i VM-kvalifikationen på udebane mod Bolivia.
Det kan blive kostbart for Argentina, som ikke ligefrem cruiser igennem den sydamerikanske VM-kvalifikation.
Argentina vandt den omtalte kamp mod Chile med 1-0 og spillede sig dermed op på tredjepladsen, der giver en plads ved VM i Rusland næste år.
Men Argentina har kun to point ned til femtepladsen, der udløser en playoffkamp om at komme til VM, og til sjettepladsen, der med sikkerhed ikke giver plads til slutrunden i Rusland.
Der resterer fem spillerunder af den sydamerikanske VM-kvalifikation, der har fuldt program tirsdag aften og natten til onsdag dansk tid.
Argentinas opgør mod Bolivia begynder klokken 22.
/ritzau/