Mens DBU tæller millionerne, drømmer Hjulmand om at bygge et nationalt træningscenter

Landstræneren efterlyser et sted at samle al viden og de danske fodboldlandshold på tværs af køn og alder.

Kasper Hjulmand og Danmarks A-landshold på herresiden holder til i Helsingør, når holdet samles. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Der var mange årsager til brede smil, da lederne i dansk fodbold i weekenden var samlet til Dansk Boldspil-Unions kongres i Silkeborg. Faktisk 85 millioner gode grunde.

Så mange kroner stod der nemlig på bundlinjen efter et 2021 med indtægter fra EM-slutrunden og udsolgte tribuner i Parken. Unionen er suverænt dansk idræts store, rige onkel - nu rigere end nogensinde.

De mange millioner hjalp til med at skabe et udramatisk årsmøde. Formand Jesper Møller blev genvalgt uden konkurrent, og al snak om de potentielle møgsager, som DBU-aktier i Qatar og Rusland, samt formandens rolle i en sag om Champions League-billetter, blev hurtigt afsluttet.

Dansk landsholdsfodbold og DBU er én stor rød og hvid succeshistorie i disse år.

Men med det store overskud følger også en stor ønskeseddel. DBU overvejer at købe sig ind i Parken og tillige at være med i kredsen bag et nyt stadion i Aarhus.

Men især ét projekt er efterspurgt, hvis du spørger landstrænerne: Et nationalt træningscenter, hvor alle landshold kan træne på perfekte baner året rundt og få stillet alle tænkelige faciliteter til rådighed.

Et sted, hvor spillere og ledere på landsholdene kan møde hinanden og udveksle erfaringer på tværs af køn og aldersklasse. Hvor U17-landsholdet og A-landsholdet kan bruge samme gode faciliteter, og hvor al den viden om fodbold, der er i Danmark, kan samles og komme til nytte.

Må tage til Spanien

Som det er i dag, træner de forskellige landshold mange steder. Herrerne i Helsingør, kvinderne i Viborg, ungdomslandsholdene flere andre steder i landet - og de mødes stort set aldrig.

Et paradoks, kaldte landstræner Kasper Hjulmand det i en paneldebat på kongressen.

Han må tage sit landshold til Spanien for at træne senere i marts, fordi de perfekte træningsfaciliteter ikke findes i Danmark, og det ærgrer ham.

- Tænk engang, at vi skal til Spanien, hvor vi i stedet kunne have været i Danmark og mødt vores fans, siger Hjulmand.

Han efterlyser nye og bedre forhold.

- Vi har et fantastisk hold og mange fantastiske mennesker omkring holdet, men faciliteterne og rammerne omkring os er jo ikke noget, der minder om topfodbold. Det er et afgørende strategisk træk for dansk fodbolds bedste, at vi får et nationalt træningscenter, fastslår han.

Verdensstjernen Pernille Harder og holdkammeraterne på landsholdet spiller og træner i Viborg. (Foto: © Johnny Pedersen, Ritzau Scanpix)

Alle er enige, men…

Spørger man rundt i fodbold-Danmarks ledelse er alle parter enige med landstræneren. Både elite- og breddeklubberne har nikket ja til tanken om et træningscenter, en idé som DBU lancerede for flere år siden.

Alligevel er intet besluttet, hverken hvor det skal ligge, hvad et sådant center præcist skal rumme, eller hvem der skal betale de mellem 300 og 500 millioner kroner, det ventes at koste.

Den genvalgte DBU-formand Jesper Møller afviser, at DBU smøler i sagen.

- Det er ikke, fordi der ikke sker noget. Vi har lige været til møde i Odense med både borgmesteren og rektoren for SDU og flere andre. Så der bliver arbejdet på det, fastslår han og nævner dermed den fynske hovedby som dér på landkortet, hvor projektet er længst fremme.

Et center med tilknytning til Syddansk Universitet. Her kan man, ud over træningsfaciliteter, også samle al den viden og forskning, der findes i Danmark om fodbold.

Er Fyn fin?

Det lyder oplagt, men er det måske ikke for alle. For giver det mening, at landsholdene på de korte træningssamlinger bruger tid på at køre til og fra Fyn flere gange? En ø, hvor hverken herre- eller kvindelandsholdet har spillet i mange år.

Bør man ikke lægge det tæt på hjemmebanen i Parken og/eller tæt på en international lufthavn? Når man lytter på de fodboldmæssige vandrør i Silkeborg i denne weekend, er det nok i virkeligheden geografien, der er den store sten i skoen. Og her vælger Jesper Møller den helt diplomatiske løsning.

- Vi er i gang med at undersøge, om det er i Odense, det skal ligge. Vi har ikke langt os fast på noget, siger han.

Og det er udfordringen i denne sag. At der ikke er lagt noget fast endnu, selv om et fælles træningscenter står øverst på ønskesedlen hos mange i dansk fodbold. Også trods flere års debat.

Jesper Møller håber, at en beslutning kan tages ’om et års tid’.

Indtil da må de danske landshold nøjes med at drømmen om at skabe et fælles landsholdshus. Som DBUs fodbolddirektør Peter Møller sagde fra sin plads i panelet på kongressen:

- Vi skal have et sted, hvor vi kan være sammen!