Der er meldt alt udsolgt på Providence Park, når Katrine Veje sammen med holdkammeraterne fra Seattle Reign FC går på banen til finalen i National Women’s Soccer League.
21.000 tilskuere vil der være på plads til kampen mod FC Kansas City, der skal afgøre det amerikanske mesterskab i kvindefodbold.
- Jeg måler den på samme måde som vores semifinale ved EM mod Norge, men jeg tror alligevel lige, at det her bliver et hak større. Det bliver vanvittigt stort, siger Katrine Veje om udsigten til at kunne hæve pokalen i Portland.
Intet sted i verden er kvindefodbold så populært som i USA, og for Katrine Veje har det også været lidt af en omvæltning at skifte fra Malmø til en tilværelse som fodboldspiller på den amerikanske vestkyst. Frem mod finalen er der dagligt presseseancer, og Seattle-truppen har allerede tilbragt et par dage i Portland langt hjemmefra for at være klar til kampen.
- Interessen er stor, og det har den hele tiden været, mens jeg har været herovre med tv-dækning, interviews og så videre. Så det har været positivt, siger hun.
Plads på bænken
Desværre for den danske landsholdsspiller er udsigten til en plads i startopstillingen i årets største kamp ikke særlig lys på trods af masser af spilletid i semifinalen, hvor Washington blev slået 5-1 over to kampe.
- Jeg har spillet de fleste kampe herovre og fik 80 minutter i semifinalen, men lige nu ligner det desværre, at jeg må tage til takke med en plads på bænken.
Venstrekanten har været på banen i 10 af 11 kampe, siden hun i starten af juli skiftede fra Brøndbys double-vindere til Seattle, men på trods af den sportslige succes slutter det amerikanske eventyr efter finalen.
- Jeg tager hjem igen til Brøndby og spiller. Ikke fordi det ikke har været godt, men fordi jeg savner min kæreste, familie og venner. Jeg har været super tilfreds herovre, men det er meget langt væk hjemmefra, forklarer Katrine Veje, der har en 16 timers flyvetur foran sig, hver gang hun skal hjem.
- Jeg savner også pigerne i Brøndby sindssygt meget. Vi har bare et helt specielt sammenhold i den klub, og det er ikke det samme herovre, hvor det er så konkurrencepræget.
Flytter ikke Seattle
I Seattle-truppen er så prominente navne som de amerikanske VM-guldvindere Hope Solo og Megan Rapinoe, så det sportslige niveau er ulig alt andet, Katrine Vejen har oplevet i sin tid i Danmark og Sverige.
- Det er så konkurrenceminded både i træning og kamp, og det er som at spille mod drenge, for der bliver altid gået stenhårdt til den.
- Det har været noget jeg skulle vænne mig til, men det har gjort mig til en bedre fodboldspiller på bare de her fire måneder.
- Jeg ville virkelig gerne blive på grund af det sportslige, og hvis det var i New York, hvor der kun er seks timer hjem, så ville jeg overveje det. Men de flytter desværre nok ikke Seattle til New York, slutter Katrine Veje.