Khalida Popal var 14 år inde i livet, da hun besluttede sig for at sætte det på spil.
På asfaltbanen i pigeskolens gård i Kabul lå den fodbold, hun få minutter inden havde sparket til med veninderne. Nu punkteret og flænset af knive. Mændene havde hørt deres legende stemmer og forceret skolens betonmur. Det var foregået hurtigt og brutalt. De stjal tasker og bøger, kastede med sten og truede med mord, hvis pigerne nogensinde spillede fodbold igen.
- De sagde, at vi burde skamme os. At vores brødre og fædre skulle dø for at bringe skam til landet.
Forfærdelsen kan stadig høres i Khalidas stemme 17 år efter.
- Lige dér vidste jeg, at jeg gennem fodbold ville stå op imod dem, der angreb kvinder. Jeg ville kæmpe for kvinders rettigheder. Uanset hvad, fortæller Khalida Popal og fortsætter:
- Det står hverken i nogen religion, i nogen bog eller på selve bolden, at fodbold er et mandespil.
- Men et mandsdomineret samfund og årtier med krig og Talebanbevægelsens regime havde en effekt på Afghanistan. Samfundets norm var, at en kvinde skulle blive hjemme og være tjener. Og jeg var i den alder, hvor jeg stillede spørgsmål til alting.
”Hvorfor er der ingen aktiviteter efter skole for os kvinder?”, var et af dem.
Svaret søgte hun selv. Og i årene efter startede hun rekrutteringen af spillere.
Først med en stor kampagne på andre skoler i Kabul. Så på sin egen skole og til sidst hjemme hos fædre til piger, der drømte om at spille. Khalida forkyndte om fordelene ved fodbold. At det gav selvtillid og var sundt og godt for pigerne. En måde at se friheden og bevæge sig ud af mændenes klør.
- Nogle gange virkede det. Andre gange blev vi kaldt prostituerede og mødt med vold. Men vi gav ikke op. Vi stod på vores rettigheder som kvinder. Og hver gang, der var modstand, blev vi stærkere og mere forenet.
Henrettelser i straffesparksfeltet
Små fodboldmiljøer poppede frem, og i 2007 kom klimaks. Efter seks års kamp og svære forhandlinger med det afghanske fodboldforbund blev kvindelandsholdet etableret. Holdets første kamp var mod de kvindelige NATO-styrker.
Afghanistans kvindelandshold vandt 5-0, og Khalida var anfører.
I dag er hun stolt af, at de skrev historie. At hun var med til at ”skabe revolutionen og ændre kulturen” i sit hjemland. Men det er afsky, der vælter indover hende, da samtalen falder på fodboldkampen.
- Det var vanvittigt.
- I min barndom havde jeg set i nyhederne, at Taleban henrettede kvinder i straffesparksfeltet på et fodboldstadion. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg en dag ville sparke til en fodbold på det samme stadion. Det samme sted, som kvinder var blevet skudt, husker Khalida Popal om Ghazi Stadium, der hver fredag fungerede som henrettelsesplads under Talebans regime, og nu var forvandlet til landsholdets hjemmebane.
- Vi begyndte at spille fodbold, fordi vi ville stå op imod Taleban, op imod alle de mænd, der dræbte kvinder. Der misbrugte dem. Vi ville sige: ”Selv om I har skudt os, selv om I har dræbt os, så vil vi rejse os igen.
- Og hver gang vi spillede som landskamp, sagde vi, at vi stod sammen for de kvinder, der var blevet skudt dér uden grund. De kvinder, der var ofre. Vi var nødt til at stå sammen og være forenede. Vi var stemmen for de stemmeløse.
Khalida Popal fortæller historien med glødende øjne i et halvmørkt konferencerum i FC Nordsjælland. Til daglig arbejder hun i fodboldklubbens kvindeafdeling. Senere i dag skal hun besøge Center Sandholm - det første sted, der mødte hende, da hun satte fødderne i Danmark. Men først fortæller hun, hvorfor hun forlod landsholdet i Afghanistan og endte på asylcentret i Allerød.
Fodbold med livet som indsats
To år efter kampen på Ghazi Stadium havde Khalida Popal som den første kvinde nogensinde fået en ansættelse i det afghanske fodboldforbund. Hun var blevet ansigtet på kvindefodbold i Afghanistan. Og hun brugte sin stemme.
- Hver gang jeg tændte for fjernsynet, hørte jeg, at de skød kvinder. At de slog dem.
Dagen efter fik medierne altid et opkald.
- Jeg sagde: ”Vi tager revanche. Vi står sammen. Ingen kan ikke stoppe os.”
Men hver gang, hun ytrede sig, svarede mændene igen med vold. Og hver dag, når hun sagde farvel til sin mor og bevægede sig igennem Kabuls gader til fodboldtræning, var det med risikoen for at miste livet.
- Jeg blev angrebet fysisk på vej til træning. Jeg skiftede hele tiden telefonnummer på grund af trusler. Jeg var tæt på at blive voldtaget mange gange. Jeg var meget heldig, at jeg overlevede.
Og så tog Khalida Popal i 2011 den beslutning, hun aldrig havde set komme.
- Jeg følte, at min familie og jeg selv ville blive dræbt, hvis vi blev i Afghanistan. Jeg var nødt til at flygte. Jeg var nødt til at efterlade alt bag mig for at redde min stemme og forsvinde ud af landet
- Jeg prøvede at forblive stærk og ikke vise mine følelser til de andre piger. Jeg var bange for, at mine holdkammerater ville blive bange og svage. At de ville stoppe med at spille fodbold. Jeg var nødt til at vise dem, at jeg var stærk. Lige indtil jeg sad i flyet. Og så…
Khalida lukker langsomt øjnene og ryster på hovedet.
- Og så tænkte jeg… nu forlader jeg mit land. Det var det værste tidspunkt i mit liv.
Enden på livet
Alle minderne sidder stadig i hende, da vagten åbner den elektriske port til Center Sandholm og Khalida træder ind for at genkalde tankerne fra dengang, hun ankom til Danmark. Uden visum havde hun levet flere måneder under jorden i Indien, inden hun endte her.
En ansat på centret guider Khalida rundt mellem de gamle, gule kasernebygninger. Meget har ændret sig siden dengang, bemærker Khalida. Sengene er bedre, fodboldbanen er større. Men hun har ingen problemer med at erindre de mørkeste dage i sit liv, da hun tager fat i den grå metalramme på en hængekøje i et af værelserne.
- Jeg husker det som i går. Der var ingen elektricitet i bygningen. Ingen lås på toiletterne. Jeg tænkte, hvor er jeg endt? Jeg havde ingenting at gøre her. Da jeg startede med at spille fodbold og startede revolutionen for kvindefodbold i mit land, vidste jeg, at jeg på et tidspunkt ville betale en stor pris. Men jeg tænkte på intet tidspunkt, at jeg skulle forlade landet og ende på et asylcenter i Danmark.
- Jeg var syg. Jeg sad og lavede ingenting. Jeg følte at jeg var i et bur. At jeg havde vinger. Men at jeg ikke kunne flyve. Jeg følte, det var enden på livet. Og nogle gange fortrød jeg, at jeg ikke bare var blevet dræbt i mit land én gang i stedet for at blive dræbt her hver dag.
Det er blevet tid til at traske mod fodboldbanerne. Khalida sniger sig om bag et brunt plankeværk, åbner rygsækken, der har ledsaget hende det meste af dagen, og trækker i et grønt joggingsæt. ”AFGHANISTAN”, kan anes bag hendes lange, sorte hår. Det er den officielle landsholdsdragt. Khalida har fået lov til at deltage i kvindernes mandagstræning på centres asfalterede fodboldbane.
Nøjagtig som det skete, da hun som 14-årig stampede i asfalten på skolegårdens bane i Kabul, var det nemlig med fodbolden ved fødderne, hun igen tog magten over sin egen skæbne på asylcentret. Fodbolden hjalp hende ud af sit livs største krise.
- Da jeg begyndte at spille fodbold på asylcentret, kunne jeg mærke energien, glæden, der kom tilbage ved at spille. Jeg ville gøre mig stærk igen gennem fodbold. Og jeg ville også gøre andre kvinder stærke. Og det virkede. Jeg rekrutterede et hold på asylcentret og begyndte at tænke positivt, skabe venner og gøre som jeg plejede.
Stolt af de første skridt
Lige siden Khalida Popal fandt tilbage til sig selv, har hun jævnligt besøgt asylcentre i Europa og animeret kvinder til at spille fodbold. For, som hun siger:
- Vil du ud af en stresset situation, så se bolden som dit problem. Tænk på problemet og den svære situation på asylcentret. Spark til bolden så hårdt du kan. Så kan du få vreden ud. Det hjælper. Kvinderne føler sig bedre tilpas. Det viser mig magten ved fodbold.
Udover at hjælpe kvindeafdelingen i FC Nordsjælland, rekrutterer Khalida i dag spillere til det afghanske kvindelandshold. Og så graver hun – som i dag – jævnligt sin fortid op som taler på store fodboldkonferencer.
- Vi startede med tre-fire kvinder. I dag spiller flere tusinde kvinder fodbold i Afghanistan. At have taget de først skridt, vil jeg altid være stolt af. Jeg vil tage det som min livsmission at forandre verden. Måske er det en stor mission. Måske vil det aldrig ske i mit liv. Måske vil verden en dag se kvindefodbold på en anden måde og tage det mere seriøst.
Du kan se et længere tv-indslag med Khalida Popal i Fodboldmagasinet i aften. Det er på DR1 fra klokken 21:40.