Yussuf Poulsen og RB Leipzig har fået en fornem start på livet i den bedste tyske fodboldrække.
Efter seks runder er oprykkerne stadig ubesejrede og ligger på en flot sjetteplads i Bundesligaen.
Og der bliver gået til stålet i Tyskland. Det kan Yussuf Poulsen fremvise et synligt bevis på i landsholdslejren i Helsingør.
Han har nemlig fået en skinne på tænderne i overmunden efter et sammenstød med en modstander i fredagens sejr over Augsburg.
Trykket to tænder ind
- Ved et hjørnespark løb jeg mod forreste stolpe. Bolden blev sparket mod den bageste stolpe, så jeg vendte mig rundt og så kom der en angriber flyvende og røg ind i hovedet på mig. Jeg fik trykket to tænder ind.
Hvad får du gjort ved det?
- Jeg skal have en skinne på i de næste seks uger, og så burde tænderne sidde fast i tandkødet igen og så skal jeg efterfølgende have rettet dem til.
- Der sidder nok stadig lidt tørret blod. Det gjorde også lidt ondt, men det er ikke det værste, som er sket, slutter Yussuf Poulsen, der undervejs lige havde overskud til at vise den nye skinne frem.