VIDEO Pione Sisto dribler mod den danske fodboldkultur

Troldmanden fra Tjørring lyder mere jysk end nogen anden på landsholdet, men når han lader fødderne tale, har det en tydelig klang af noget afrikansk.

Landstræner Åge Hareide udtog for en uge siden sin VM-bruttotrup til slutrunden i Rusland.

Kaster man et blik ned over de 35 mand, så er der ikke mange driblere på listen. De to FC København-spillere Robert Skov og Viktor Fischer har lidt af det, men kongen af disciplinen er Celta Vigo-spilleren Pione Sisto.

- Den måde, jeg spiller fodbold på, er totalt udansk. Hvorfor er det, man ser så få driblere i Danmark?, spørger Pione Sisto og giver selv sit bud på et svar.

- Jeg har fundet ud af, at det er den mentale del af det. Det kan måske være svært for en dribler at slå igennem i en kultur, hvor man ikke sætter så meget pris på den slags spillere. I den spanske liga er man mere åben for dem. I den danske skal man godt nok gøre meget som dribler for at blive accepteret, siger Pione Sisto, der har mødt mange gode driblere på sin vej op, men langt de fleste er faldet fra.

- Der er et eller andet, der mangler. Jeg har spillet med så mange gode driblere tilbage i ungdomsårene, hvor jeg tænker; ’hvor blev de af?’. De var bedre end mig. Mindst ligeså gode som mig. Men alligevel gik de ikke igennem, siger Pione Sisto, der godt er klar over sit image som en evigt glad smilende fyr.

Den legesyge dribler har dog også en anden side, der har været vigtig for at Pione Sisto ikke endte som de andre driblere.

- Kender man mig, så er jeg benhård. Mange er overrasket.. den glade Pione osv. Jeg tror, hvis du snakker med mange i FC Midtjylland om, hvordan Pione egentlig er, så er det ikke helt som folk fortolker. Jo, jeg er glad, men min mentalitet er også forholdsvis hård. Jeg lever i en fodboldverden, hvor du skal være benhård - ellers bliver du kørt over.

Det er ikke kun i fodboldopvæksten i Danmark, at Pione Sisto har oplevet, at fans og iagttagere har haft svært ved at forstå den udfordrende og risikobetonede spillestil, som Pione Sisto nægter at lægge på hylden.

Driblekongen fra Tjørring med rødder i Sydsudan har også modtaget kritik efter landsholdets kampe, når han ikke er lykkedes med sine finurligheder.

- Nogle gange kan jeg risikere noget. Men jeg er ikke bange for at gøre det igen næste gang. Jeg er ikke bange for at gøre det tredje gang. Det værste, jeg kan gøre, er at blive bange. Det er det værste, jeg kan gøre. Jeg ved, hvem jeg er. Det laver jeg ikke om på, siger Pione Sisto, der betragter fodboldspillet som en mulighed for at udfolde sin personlighed.

Skal levere noget ekstra

En mand, der i høj grad har tillid til, at Pione Sisto gør det rigtige, også når dribleren for tredje gang i træk kikser i forsøget på at rykke forbi en forsvarsspiller, er landstræner Åge Hareide.

Nordmanden har gjort Celta Vigo-spilleren til fast inventar i den danske startopstilling og sammen med landsholdets største stjerne, Christian Eriksen, er Sisto manden, der skal levere dét ekstra i Danmarks kampe ved VM.

Presset for at levere noget ekstraordinært ligger godt til Pione Sisto.

- Det passer mig fint. Jeg behøver ikke engang at tænke over det. Jeg ved, det er det, jeg skal forsøge. Sagt på en simpel måde, så skal jeg gøre det, jeg altid har gjort. Huske på, hvorfor jeg begyndte at spille fodbold, siger Pione Sisto, der priser sig lykkelig for i en tidlig fodboldalder at kunne deltage i den største turnering af alle.

- Der er mange spillere, der aldrig når at prøve at være med til et VM. Jeg er 23 og får lov til at prøve det nu og repræsentere Danmark. Det er noget specielt.

I aften kan du i Fodboldmagasinet se et længere indslag med Pione Sisto, hvor landsholdsspilleren taler meget mere om VM, kulturforskelle og livet som dribler. Se med fra klokken 21:40 på DR1.