Uden en sejr og tre point i aftenens kamp mod Albanien i Parken kan det danske landsholds vej til EM i Frankrig til næste sommer blive lang og snørklet.
Albanerne har ligesom Danmark 10 point, men til gengæld har de spillet en kamp færre, så for dem vil et uafgjort resultat på udebane mod den hårdeste konkurrent i spillet om andenpladsen utvivlsomt være at regne for en lille sejr.
Så Danmark kommer på en hård opgave i forsøget på at nedbryde modstandernes defensiv. En opgave, som danske landshold igennem tiden ofte har haft ualmindelig svært ved løse.
Alligevel mener assistenttræner Peter Bonde, at der er god ræson i at smide sine sparepenge på Danmark, hvis man skal forudsige en vinder af kampen.
- Når man spiller 1-1 på udebane, og så forhåbentlig har en fyldt Parken i ryggen, så synes jeg, at vi er – og vi påtager os også gerne rollen – favoritter, siger han til DR Sporten.
En udmelding, man sjældent hører før en dansk landskamp, hvor landstræner Morten Olsen igennem 15 år har gjort en dyd ud af at understrege, at der ikke længere findes lette kampe i kvalifikationsturneringerne, og at han derfor sjældent peger på Danmark som favorit.
Det islandske mirakel
Og påstanden om de lette kampe, der ikke længere findes, blev torsdag hjulpet på vej af et resultat i Amsterdam, hvor Island overraskede fodboldverden med en sejr på 1-0 over Holland, hvilket Peter Bonde også benyttede lejligheden til at påpege.
- Jeg er lige gået fra en kamp, hvor Island førte, så det der med favoritter og ikke favoritter er noget værre noget i moderne fodbold. Men jeg håber og tror på, at vi kan leve op til favoritværdigheden.
Kampen kan få enorm betydning for Danmarks mulighed for at komme med til EM, og for en række af de unge og knap så rutinerede spillere handler det derfor om at finde et passende spændingsniveau før dommeren fløjter kampen i gang.
- Alle vi trænere, der går omkring spillerne, forsøger jo at finde ud af, om der er nogen, der skal sparkes lidt ekstra bag i, eller om der er nogen, der skal beroliges lidt, siger Peter Bonde.
Danmark har historisk set også favoritværdigheden på sine skuldre, for i de ny foregående indbyrdes opgør har Danmark vundet seks gange, spillet to uafgjort og tabt en enkelt kamp til Albanien, og måscoren i Parken er samlet 14-1 dansk favør.
Kampen fløjtes i gang klokken 20:45, og du kan følge den i Liga på P3 og her på siden live i tekst.