Det danske fodboldlandshold har ikke scoret i 273 minutter. Det er den længste måltørke på landsholdet siden en kedelig periode i 2000.
Landstræner Morten Olsen erkender, at spillerne måske ikke har været effektive nok, men en del af forklaring skal også findes i alderen på de spillere, som bliver brugt.
- Det har også været manglen på effektivitet, det må vi da indrømme, uanset hvad. Jeg synes selvfølgelig, at vi spiller med de bedste danske angrebsspillere, der findes. Næsten alle sammen, Yussuf Poulsen, Martin Braithwaite, der spillede en god kamp, Nicolai Jørgensen, og spillere der ikke var med, Viktor Fischer, Uffe Bech, det er nogen, der lige titter frem, som ikke har spillet så mange af de her kampe, siger landstræner Morten Olsen til DR.
- Ser vi på Portugals hold, så havde de Silva, der er fra deres U21-hold, men de bruger erfarne folk. Nani, Ronaldo og nogle andre, som har spillet sammen og spillet mange af disse kampe. Men vi synes, at de bedste danske angrebsspillere lige pt, det er unge spillere. Så det tyder godt for dansk landsholdsfodbolds fremtid, siger Morten Olsen til DR.
- Men unge spillere giver en hvis form for ustabilitet. Vi det også med Pierre-Emil Højbjerg i går (torsdag, red.). Det må man acceptere. Men jeg er sikker på, at de her gutter nok skal gøre det for dansk landsholdsfodbold angrebsmæssigt i fremtiden. Men fremtiden for os er på søndag, siger Olsen.
Søndag spiller Danmark venskabskamp mod Frankrig, men dagens vigtigste opgør falder tidligere på dagen, hvor Armenien tager imod Albanien.
Hvis albanerne ikke vinder den kamp, slutter Danmark som toer i gruppe og kvalificerer sig dermed direkte til EM-slutrunden i Frankrig til sommer.