OPDATERET: DR Sporten har været i kontakt med Landsholdets pressechef, Jacob Wadland, der meddeler, at man endegyldigt har aflyst træningen tirsdag.
Egentlig skulle fodboldlandsholdet have afviklet et træningspas tirsdag eftermiddag, men det bliver ikke til noget - i hvert fald som det ser ud nu.
Snefald har ellers været medvirkende til, at landsholdsledelsen tidligere på dagen besluttede at droppe den planlagte træning i Brøndby.
- Vejret har påvirket banernes kvalitet så meget, at vi ikke vil risikere skader på den baggrund, oplyste landsholdets pressechef, Jacob Wadland.
Planen var i stedet at gennemføre et fysisk træningspas, men nu oplyser landstræner Åge Hareide til Ritzau, at man er på jagt efter en græsbane, så træningen alligevel kan blive gennemført.
- Vi bliver ved med at prøve at finde en træningsbane, og hvis der opstår en god mulighed i løbet af dagen, så vil vi tage den, siger Åge Hareide.
FC Nordsjælland har tilbudt, at landsholdet kunne låne klubbens kunstgræsbanebane, men det har landstræneren takket nej til.
- Vi vil helst ikke på kunstgræs. Det er spillerne ikke vant til, og vi skal helst have det underlag, som spillerne er vant til, siger Åge Hareide til Ritzau.
"Ikke ideelt"
Landsholdet spiller allerede torsdag mod Panama og har endnu ikke haft en træning sammen på grund af banernes tilstand.
- Det er selvfølgelig ikke ideelt, at der ikke findes baner i Danmark, vi kan træne på, siger landsholdet førstemålmand, Kasper Schmeichel.
- Det må vi leve med. Der er jo ikke andet at gøre.
Landsholdet forbereder sig i disse dage på de to venskabskampe mod Panama og Chile, der spilles henholdsvis torsdag og tirsdag i Brøndby og Aalborg.
Kampene tjener som forberedelse til sommerens VM i Rusland.