Kim Hallberg er manden, der af DBU's bestyrelse er blevet sendt i byen for at samle danske fodboldspillere til at stille op for Danmark, efter forhandlingerne mellem Spillerforeningen og DBU brød sammen i weekenden.
En opgave, der ikke umiddelbart lå i jobbeskrivelsen elitechef i DBU, men som har været nødvendig for at undgå sanktioner fra Uefa. Nu er holdet samlet i Bratislava, og dermed er målet om at undgå en aflysning af opgøret også nået. Og det kræver respekt for spillerne, der har stillet sig til rådighed, lyder det fra Kim Hallberg.
- Jeg har kæmpe stor respekt for spillernes beslutning. Jeg er ikke i tvivl om, at der er en masse frustration hos danske fodboldfans derude, og jeg vil inderligt opfordre dem til at lade det gå ud over mig, men ikke spillerne, Hasse Kuhn og John 'Faxe' Jensen, for det har de ikke fortjent. De gør det her for at redde dansk fodbold, siger Kim Hallberg.
Du kan se interviewet med Kim Hallberg øverst i artiklen.