VIDEO Dansk spilletid i Europa skaber glæde i landsholdslejren

Kun én spiller i landsholdstruppen fik ikke spilletid i weekenden, og det giver tro på tingene.

Både kampform og humør er i top i den danske landsholdslejr forud for de to kommende VM-kvalifikationskampe.

Efter landsholdet i årevis har døjet med manglende spilletid til profilerne i udlandet, så er historien nu en ganske anden.

I weekenden var 22 af 23 spillere fra den rød/hvide trup i aktion for deres respektive klubber, og det er noget, der kan mærkes i Helsingør.

Viktor Fischer fik også spilletid for Middlesbrough i Premier League. (Foto: © Peter Nicholls, Scanpix)

Anfører, Simon Kjær, har været en del af nationalmandskabet siden 2009, og han kan ikke mindes et lignende tilfælde.

- Det er en fantastisk situation, og cadeau til alle. Det er sundt, og det giver også en kæmpe tro på tingene og en optimisme og en glæde for alle, så vi kunne ikke ønske os en bedre situation, og det tror jeg heller ikke, at Åge kunne, siger han. Nu skal den gode form udmønte sig i point mod Polen og Montenegro.

- Vi går ind til begge kampe for at vinde. Der er ikke andet end tro på tingene, siger Kjær.

Den eneste af de 23 udtagne spillere, der ikke var i aktion, var Riza Durmisi, der restituerede efter en skade, da Betis Sevilla tabte 1-0 til Real Sociedad.

Øverst i artiklen kan du se indslaget fra mandagens nyhedsudsendelse om den glade landsholdstrup.