Vestergaard: Ved ikke hvad jeg skal gøre for at komme på landsholdet

Jannik Vestergaard føler ikke, han en chance for at spille sig på landsholdet.

Jannik Vestergaard (nr. 4) forstår ikke, hvorfor han ikke kommer på landsholdet. (Foto: © Lars Rønbøg, Getty Images)

Han var anfører for U21-landsholdet ved EM, og blandt de mest toneangivende spillere i turneringen.

Til daglig er han fast mand i Bundesliga-klubben Werder Bremen, for hvem han også scorede det afgørende mål i weekenden.

Men det danske landshold er Jannik Vestergaard ikke i nærheden af, og det undrer ham.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre mere, siger Vestergaard til kicker.de.

Olsen foretrak FCM-duo

Da Morten Olsen udtog truppen til kampene mod Albanien og Armenien var Simon Kjær og Daniel Agger i første omgang eneste midterforsvarere, og dermed skulle der fyldes yderligere på senere.

De pladser gik til FC Midtjyllands Erik Sviatchenko og Kian Hansen, mens Vestergaard endnu en gang måtte kigge forgæves på mobiltelefonen efter et opkald fra landstræneren. Og nu har han efter opgivet håbet om at komme på landsholdet.

- De ansvarlige kigger vel bare i en anden retning, så jeg har ikke en chance. Efter min mening har jeg givet det rigtige svar. Mere kan jeg ikke gøre, siger Vestergaard og henviser til Morten Olsen.