Verdensmestrene venter: Det giver altid lidt ekstra gas at møde tyskerne

Danmark møder i aften Tyskland i en testkamp, og det er ifølge flere på landsholdet en rigtig god modstander at stå overfor.

Det danske fodboldlandshold møder i aften Tyskland i en testkamp før den vigtige kamp på lørdag mod Kasakhstan.

Der er ikke nogen tvivl om Tysklands fodboldniveau de senere år. Et verdensmesterskab i 2014, hvor man blandt andet tævede hjemmeholdet Brasilien med 7-1 i semifinalen, og en semifinale ved det EM i den seneste sommer.

Det er dog langt fra stærkeste opstilling, at tyskerne kommer til Danmark i, men det ændrer ikke på, at Danmark kan forvente meget stærk modstand i aften på Brøndby Stadion.

- Det er fint for os nu at kunne måle os mod et rigtig godt hold, som vi ved altid har kvalitet. Så giver det altid lidt ekstra gas, når der står Tyskland på den anden banehalvdel. Det er rigtig godt, at vi får en sund oplevelse, før vi rejser til Kasakhstan, forklarer Åge Hareide.

Man kan dog alligevel sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget danskerne kan sætte sig op til testkampen mod Tyskland, når spillernes hoved formentlig allerede er meget mere på den livsvigtige VM-kvalifikationskamp mod Kasakhstan på lørdag.

- Jeg synes, at det er meget rart, at vi skal spille den kamp, inden en så vigtig kamp mod Kasakhstan. Vi har ikke så mange dage sammen med landsholdet, så vi skal have finpudset de sidste detaljer i spillet. Det er dejligt, at man kan få en testkamp, siger venstrebacken Riza Durmisi.

Stærkeste opstilling

Åge Hareide har meldt ud, at han ønsker at stille i stærkeste opstilling mod Tyskland bortset fra anfører Simon Kjær, som får en pause. Hareide ønsker at bruge de samme for at få en rytme ind på holdet.

En af de afgørende spillere til at finde den rytme er selvfølgelig Danmarks største stjerne Christian Eriksen. Han mener, at kampen mod Tyskland er meget afgørende før kampen mod Kasakhstan lørdag.

- For os er det vigtigt, at vi lige får taget lidt revanche fra Rumænien-kampen. At vi lige får basket det sidste støv af, så vi er klar til kampen på lørdag, forklarer Eriksen

Den danske kreatør ærgrer sig stadig over, at Danmark kun fik 0-0 ude mod Rumænien i en kamp, hvor chancerne var til mere. Det betyder, at landsholdet har kniven for struben resten af kvalifikationen.

- Vi ved, hvor vigtig den kamp på lørdag er. Og det er alt eller intet for os i hver kamp med den position, som vi er i. Hvis vi ikke vinder nede i Kasakhstan, så ser det endnu sværere ud, end det allerede gør, siger Eriksen.

Kampen i aften mod Tyskland bliver ikke kun spillet som en testkamp, men det sker også i anledningen af, at triumfen ved EM 1992 har 25 års jubilæum. Der kom Danmark som bekendt med på et afbud, og Christian Eriksen joker med, at det kan være landsholdet brug for noget lignende for at komme med til VM i Rusland næste sommer.

- Det kan være, at vi skal misse VM og håbe på et wild-card, men jeg tror ikke, at det kommer til at ske som dengang. Så vi må gå den hårde vej, og hvis vi skal have en chance, så skal vi have en sejr i Kasakhstan, siger danskeren.

Kampen mellem Danmark og Tyskland starter i aften klokken 20.45, og den bliver vist på Kanal 5. Alternativet er at lytte til den i radioen. LIGA på P3 er her din hjælpende hånd.