Det bliver lidt teoretisk nu, det medgiver vi. Men teori kan hurtigt blive praksis, og hvis det bliver det, skal det danske fodboldlandshold en tur til Ukraine i én afgørende Nations Leagues play off-kamp. Der bliver altså ikke noget med en returkamp på hjemmebane.
Det er sådan, landet ligger, efter at gruppespillet i Uefas nye turnering blev afsluttet tirsdag aften.
Men landsholdet har selv mulighed for at kunne strege turen til Ukraine og blive hjemme.
Formår Åge Hareides tropper at kvalificere sig direkte til EM gennem den regulære kvalifikation, der går i gang næste forår, går pladsen i Nations Leagues play off-runde i stedet til en anden nation.
Samme scenarie gør sig gældende for Ukraine, så reelt set kan danskerne stå over for en helt anden modstander, når det bliver Nations League play off-tid i 2020.
Her skal du så lige være opmærksom på, at der i selve EM-kvalifikationen ikke længere er nogen play off-runde. Den er slet og ret blevet erstattet af play off-kampene i Nations League.
Forhåbentlig er du ikke alt for forvirret, for nu bliver det endnu mere teknisk.
I det scenarie, at landsholdet slår Ukraine i play off-kampen på udebane, skal Danmark nemlig spille endnu en runde, før omvejen til EM kan være sikret.
Og lige nu går den vej enten gennem Bosnien eller Sverige, som vi vel at mærke i dette meget teoretiske scenarie skal møde både på ude- og hjemmebane.