Søndag aften tog det danske U21-landshold i fodbold hul på EM-slutrunden i Polen. Danskerne åbnede mod Italien, der har en uhyggeligt stærk trup, og det blev desværre til et 2-0-nederlag til Danmark. Landstræner Niels Frederiksen var dog vidne til en lige kamp mellem de to nationer.
- Jeg synes ikke, de er to mål bedre end os. Vores spillere gør det rigtig fint og holder sig til gameplanen. De spiller disciplineret og arbejder stenhårdt. Vi vidste, at Italien har nogle dygtige spillere og er et stærkt hold, og det er ikke ufortjent, at de vinder. Men det var en relativt lige kamp, siger Niels Frederiksen til DR.
Næste opgave for U21-landsholdet er mod Tyskland onsdag aften. Det ligner på papiret endnu en svær opgave, men Frederiksen er optimist og tror på, at hans spillere kan slå vores naboer mod syd.
- Jeg synes, drengene leverer en rigtig fin præstation i aften (søndag, red.). Vi fungerer godt i vores kollektive organisation, står kompakt, forsvarer os godt og afgiver ikke ret mange chancer til Italien. I første halvleg faktisk slet ingen. Det får vi brug for mod Tyskland også. Vi skal være lidt dygtigere frem ad banen i nogle situationer, og så tror jeg på, vi kan slå Tyskland, siger han.
Ved denne EM-slutrunde er der historisk svære odds for avancement. Turneringen består af tre grupper med fire hold, hvorfra kun etterne samt den bedste toer går videre. Det bliver således ualmindeligt svært for Danmark, og tre point mod Tyskland er nærmest en nødvendig.