U21-landstræner: ’Jacob Bruun er et af de absolut største talenter’

Der venter det danske Dortmund-talent en lovende fremtid, vurderer Niels Frederiksen.

Jacob Bruun Larsen har gang i sit store gennembrud i international fodbold. (Foto: © Ina Fassbender, Scanpix)

Der render et kæmpestort dansk talent rundt i Tyskland. Navnet er Jacob Bruun Larsen, alderen er 20 år, og klubben, der i øjeblikket nyder godt af danskerens evner med en fodbold, er Dortmund.

I sidste uge scorede Jacob Bruun Larsen sit første Bundesliga-mål for Dortmund, og onsdag gentog han så bedriften, da han både scorede og assisterede i Dortmunds 3-0-sejr over Monaco i Champions League. Det vidner om høje klasse, mener U21-landstræner Niels Frederiksen.

- Han har leveret nogle rigtig fine præstationer. At være med i scoringer på så højt niveau vidner om, at han er en rigtig dygtig spiller. Han har ventet noget tid på at få spilletid og har kæmpet hårdt for det. Det er dejligt at se, det lykkes for ham, siger Niels Frederiksen til DR.

Hele pakken

Jacob Bruun Larsen er en del af det U21-landsholder, der forsøger at spille sig til EM, og som landstræner skal Niels Frederiksen være med til at sikre, at Bruun Larsens talent bliver udfoldet til gavn for Danmark og det danske A-landshold. Der er mange kvaliteter at arbejde med.

- Han har rigtig mange af de ting, som fodboldtrænere gerne vil se hos spillere. Han er målfarlig, han kan afslutte med begge ben og skal ikke bruge så mange chancer for at score mål. Han er fremadrettet og dynamisk i sit spil. Han løber næsten altid op mod modstanderens mål. Han har hele den fysiske pakke med fart i fødderne, god fysisk og en fodboldspillerkrop, siger Frederiksen og spår den unge offensivspiller en fremtid på DBU’s øverste hylde.

-Han er et af Danmarks største talenter i årgang 98. Vi regner med, at han på et tidspunkt skal spille for vores A-landshold, og så er man oppe i den høje kategori. Når man som 20-årig spiller og scorer mål for førerholdet i Bundesligaen, vidner det om høj kvalitet.

Jacob Bruun Larsen kommer oprindeligt fra Lyngby Boldklub. Han skiftede for tre år siden til Bundesliga-klubben Dortmund, der i dag også råder over danske Thomas Delaney.