Danmark slog onsdag USA med 3-2 i en testkamp, derved kom holdet godt ud på den anden side at konflikten mellem spillerne og DBU. DR Sportens fodboldkommentator fremhæver her tre ting, som Morten Olsens tropper kan tage med sig til kampen mod Frankrig.
Bendtner er utrolig vigtig
Nicklas Bendtner er vildt afgørende for det danske hold. Hvis man kigger på hans statistik, så er han oppe på nu at have lavet 29 mål i 65 landskampe - det er et forrygende snit. Det er næsten ét mål hver anden kamp, han spiller for landsholdet. Og man må bare sige - når han er skarp og i form, som han var i den her testkamp - så tilfører han Danmark noget helt andet offensivt, end i de kampe, hvor han ikke har været med. Der har det knebet utrolig meget med at skabe dels chancerne, men ikke mindst målene.
Han viser i den her kamp, han kan stå det rigtige sted, og han viser til sidst, at han kan sparke de svære bolde ind.
Vi har helt sikkert lært, at Bendtner skal være skarp og i form, og det er han forhåbentlig resten af kvalifikationsturneringen.
Udfordringer defensivt
Der er udfordringer for det danske hold i defensiven i visse situationer. I den her kamp blev Daniel Wass prøvet på højre back. Det er meget interessant at kigge på nogle af de offensive situationer, han havde. Han var med i det første danske mål med et godt ryk frem ad banen, men til gengæld var han delvist impliceret i den første amerikanske scoring og markant impliceret i den anden amerikanske scoring.
Man er altså nødt til at kigge på både offensiven og defensiven for de fleste spillere på en fodboldbane, og specielt på en back.
Man kan sige, at hvis vi har lært noget, så er det, at en type som Daniel Wass måske ikke spillede sig decideret tættere på en fast plads på landsholdet.
Eriksen har brug for energi fra andre
Christian Eriksen spillede sin kamp nummer 50 for Danmark og fik tilmed anførerbindet. Han er afhængig af at have spillere omkring sig, der rammer ham - både niveaumæssigt og også rent spillemæssigt, og der var simpelthen for mange fejl i det danske spil til, at han kunne få noget flow i spillet. Christian Eriksen er ikke typen, der går ind og tager fat i bolden og kampen og sige "nu styrer jeg det" - han skal sættes en lille smule i scene, hvor spillet flyder lidt omkring ham, og der var for lange perioder, hvor Christian Eriksen ikke var en rigtig del af det.
Vi lærte måske endnu en gang - sådan har det været rigtig mange gange - at han skal bruge noget energi fra andre for for alvor selv at blomstre. Og det gjorde han så heller ikke rigtig på den her noget regnfulde aften i Aarhus.