Svenske glædestårer efter italiensk VM-farvel

Den svenske landsholdsanfører kalder VM-kvalifikationen for det største, han nogensinde har været med til.

Sebastian Larsson (nederst) og Andreas Granqvist er lykkelige efter den samlede sejr over Italien, der sender Sverige til VM. (Foto: © Miguel Medina, Scanpix)

Jublen ville ingen ende tage for de svenske spillere, da de mandag aften bookede billet til VM i 2018 med en samlet 1-0-sejr over Italien.

Flere af spillerne fældede tårer efter kampen, og den svenske anfører, Andreas Granqvist, holdt heller ikke følelserne tilbage.

- Det her er det største, som jeg nogensinde har været med til. For os, der er lidt ældre, så er det her formentlig sidste mulighed for at få lov til at komme med til VM, lyder det fra den 32-årige anfører.

Granqvist faldt til jorden i tårer, da dommeren fløjtede returopgøret af i Italien. 0-0 blev slutresultatet, og det var nok til en samlet 1-0-sejr, efter at svenskerne vandt 1-0 på hjemmebane i det første opgør.

Den svenske anfører fejrede også sejren med en ny frisure.

Hans holdkammerater John Guidetti og Victor Lindelöf holdt således Granqvist op på et tidligere løfte om, at han ville klippe sig skaldet, hvis Sverige formåede at kvalificere sig til næste års VM-slutrunde i Rusland.

Sidste chance for de ældre

Den svenske landstræner, Jan Andersson, var også berørt efter sejren.

- Jeg fældede nogle tårer, siger han, efter at VM-billetten blev sikret.

- Tag et kig på nogle af de ældre spillere. De følte, at det var deres sidste chance for at kvalificere sig til VM, og nu har vi gjort det. Det er ubeskriveligt, lyder det fra Jan Andersson.

Sverige formåede i sin kvalifikationsgruppe at blive nummer to foran Holland, mens Frankrig tog førstepladsen i gruppen.

Angriber Marcus Berg siger dog, at svenskerne hele tiden troede på det.

- Jeg er simpelthen så stolt af os. Vi har troet på det her, og vi har hele tiden vidst, hvor stærke vi var. Vi tror på det, vi gør, og vi hjælper hinanden i alle situationer, lyder det fra Marcus Berg.

Sverige var senest med til VM i 2006.

/ritzau/Reuters