Svensk avis: På tirsdag napper vi EM-billetten

Svenskerne har også været i gang med at evaluere og analysere gårsdagens kamp.

Ifølge svenske medier var øjeblikket her, Nicolai Jørgensens reducering til 1-2, det værste øjeblik i en kamp, der ellers så ud til at sende Sverige meget tæt på EM. (Foto: © 10010 Janerik Henriksson/TT, Scanpix)

Selvom fredagens terrorhandlinger i Paris lagde en dæmper på optakten til kampen mod Danmark, tog flere af de svenske avisers kampanalyser udgangspunkt i, at fodbold var med til at demonstrere, livet fortsætter i skyggen af uforståelige begivenheder.

Optimisme trods Jørgensen-scoring

Både hos Aftonbladet (ovenover) og Svenska Dagbladet (nedenfor) er der stor tilfredshed med sejren til Sverige i går aftes. Begge dagblade ærgrer sig dog gevaldigt over Nicolai Jørgensens scoring i det 80. minut.

Havde Sverige forladt banen med en 2-0-sejr kunne de svenske fans så småt lure på billige flybilletter til Frankrig næste sommer, men i stedet kan det svenske mandskab nu misse slutrunden på grund af UEFA-reglen om udebanemål. Trods det danske udebanemål trøster aviserne sig dog stadig med en vigtig svensk sejr, der alt andet lige sikrer dem et bedre udgangspunkt for returopgøret, end hvis holdet havde spillet uafgjort eller tabt.

Nervepirrende opgør i sigte

Lidt mere pessimistisk er Expressen, hvor man er bekymret for kampen på tirsdag efter at have set, hvad Morten Olsens indskiftere bidrog med, da de kom på banen. Men forventningens glæde er fortsat til stede hos Expressen, der som sine aviskollegaer ser frem mod en gyser i Parken på tirsdag. En gyser, som alle dagbladene ser frem til med stor begejstring.