Dolberg og Danmark leverede det smukke farvel, da verdensmestrene kiggede forbi

Danmarks fodboldlandshold for mænd slår Frankrig 2-0 i den sidste gruppespilskamp i Nations League.

(Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Det er så yndigt at følges ad, men det kan også noget at sige på gensyn.

Søndag aften bød Parken op til det store afdansningsbal inden skibet mod VM i Qatar bliver ladet med talent og ønsket om kritisk dialog.

Mod verdensmestrene Frankrig i egen hule, med en mulighed for at slutte som nummer et i Nations League. Fuldt hus, røde lamper.

Den slags fortælling, som man ønsker ender lykkeligt, og som Danmark gjorde sit for at leve op til ved at besejre Frankrig 2-0.

Desværre vandt Kroatien samtidig 3-1 over Østrig, og derfor ender Danmark på andenpladsen i turneringen.

Dolberg på pletten

Det lagde dog ikke en dæmper på Parken, som både før, under og efter opgøret leverede en kulisse, som det danske landshold vil mærke i tæerne helt frem til slutningen af november, hvor næste opgave venter.

Undervejs var det så højt, så medlevende, at man fik lyst til at storme Bastillen på en ikke-voldelig måde, som det hører sig til i 2022.

Danmark slutter som nummer to i Nations League på trods af sejren på 2-0 over Frankrig. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Nyklassikeren fra tribunen, som lyder ’4-, 4-, 4-0’, og afslører en jubeloptimistisk forestilling om Danmarks formåen, dæmpede ikke just følelsen af at dem i rød havde tænkt sig at gå til angreb.

Der var da også blot spillet et minut, før danskerne bankede på ved den franske port.

Kasper Dolberg, vidunderet fra Voel, var initiativtager sammen med Mikkel Damsgaard. Begge rykket fra bænken i Zagreb og ind blandt Kasper Hjulmands foretrukne 11 i jagten på førstepladsen i Nations League.

Den rokering havde landstræner Kasper Hjulmand læst rigtigt, for det var netop Damsgaard, som efter 33 minutter sendte en tempereret bold på tværs af feltet til Dolberg, der kastede sig frem fra lænestolen og tæmmede bolden i mål, som var det det mest naturlige i verden.

Ingen vild jubel fra manden selv, ikke antræk til så meget som en knyttet næve.

Han bliver ofte misforstået som dorsk, en smule svag i koderne, men som nation er det nok på tide at indse, at han aldrig bliver en mand, der arbejder i versaler.

Det er nu heller ikke nødvendigt, når nu den 24-årige angriber evner at råbe Parken op uden lyd. Hans første mål siden januar, hans første landskampsmål siden EM-kvartfinalen i 2021.

Magnifique.

Kasper Dolberg scorer til 1-0 i søndagens Nations League-opgør mod Frankrig. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Målet blev begyndelsen på et dansk skydetelt, der varede i fem minutter og så ud til at ende uden bamser, indtil Andreas Skov Olsen, velspillende som en soundbox i en sommernat, flugtede læderet ind fra stående på kanten af feltet.

I mellemtiden havde Christian Eriksen vist så mange nuancer af verdensklasse, at der skal opfindes nye farver, før det rigtigt ville slå til.

’4-0’ virkede slet ikke urealistisk, da István Kovács viste verdensmestrene nåde ved at fløjte første halvleg af på sekundet, som uret ramte 45 minutter.

Sangen lød også mere som et krav end en drøm, når alt kom til alt.

Et værdigt farvel - for nu

Stillingen så dog ikke ud til at gå franskmændene synderligt på, da de travede ud på grønsværen for at undgå en nedrykning i Nations League.

En potent offensiv bestående af Olivier Giroud, Antoine Griezmann og en vis herre ved navn Kylian Mbappé lagde fra land i forreste geled.

Sidstnævnte med et prisskilt på 2,2 milliarder kroner. Eller cirka 100 pakker smør i nutidige priser, om man vil.

Fælles for dem alle denne aften var dog, at de var 'good on paper, shit on grass’, som det hedder på det britiske øer, når forventningerne ikke lever op til produktet.

Verdensstjernen Mbappé både op i banen og ud med armene, da Rasmus Nissen Kristensen i begyndelsen af anden halvleg nærmest foretog en civil anholdelse på ham i en omstilling, og fik et målspark ud af anstrengelserne.

Kylian Mbappé havde ikke nogen stor aften i Parken. (Foto: © Franck FIfe, Ritzau Scanpix)

Nej, det var svært at finde gode grunde til at det pludselig skulle gå dårligt, og da Kasper Hjulmand efter en time hev Mikkel Damsgaard og Kasper Dolberg ud, kom der med det samme friske fødder ind i Jesper Lindstrøm og den blot 19-årige Atalanta-angriber Rasmus Højlund.

For blot ni måneder siden blev han vejet og fundet alt for let på selvsamme adresse af sin tidligere klub FC København.

En klub, som bagklogt kunne beskyldes for at udtænke hans karriereplan med samme præcision som de blinde slås, men som trods alt har været med til at lægge fundamentet for, at han under et år senere banker på til en VM-billet.

At se ham i et enkelt moment drive gæk med det franske forsvar var nok til at sende varmen tilbage i fødderne på en aften, hvor Danmark drømte stort, og næsten nåede hele vejen.

For mens Kasper Schmeichel afviste Kylian Mbappé i flere omgange, og Danmark pakkede sig mere og mere, så løb resultatet ind fra Wien, hvor Kroatien med en scoring til 3-1 slukkede for drømmen om at slutte som nummer et i Nations League.

Det virkede dog ikke til at genere de 36.064 tilskuere i Parken, der kvitterede med at blive hængende efter slutfløjt og synge danskerne afsted mod fjerne kyster med så meget kraft, at man mistænker dem for at vende tilbage, når kalenderåret skifter.

Det er så yndigt at følges ad, og mon ikke, at de kommer til at gøre det mange år endnu.