”Og Elkjær er ved at komme igennem. Udenom Sulakvedlize. Og Elkjær igen! Jamen, det er da fantastisk. En fuldstændig vanvittig vinkel at skyde fra, den der.”
Man behøver bare forestille sig Svend Gehrs sige disse ord, så kan man se Preben Elkjærs andet mål i storsejren over Sovjetunionen i 1985 for sig.
- Jeg elsker den kamp. Det er kampen i mit liv. Grundlovsdag '85. Jeg tror ikke, der er spillet en bedre kamp i Parken overhovedet, siger manden bag de berømte linjer selv, kommentatorlegenden Svend Gehrs, der i denne uge har gæstet DR Sportens VM-podcast ”Danmark til VM”.
Her fortæller Svend Gehrs, der kommenterede landsholdet fra 60'erne og frem, et væld af strålende anekdoter om tiden bag mikrofonen og sammen med det danske landshold.
Gehrs' uovertrufne indlevelse i landskampene var helt unik, og stemmen vil for altid være forbundet med især det fremragende 80'er-landshold med Preben Elkjær, Søren Lerby, Michael Laudrup og hele den lange række af stjernenavne, der tegnede de rød-hvide dengang.
- Jeg stod ikke på banen, men jeg spillede kampene nede under bordet. Det vil jeg gerne indrømme. Jeg sad og sparkede og gjorde ved, siger Svend Gehrs om kommentatorgerningen i programmet, hvor det største resultat i dansk fodbold, europamesterskabet i 1992, naturligvis også bliver behandlet.
- Jeg har haft så mange gode oplevelser med landsholdet gennem tiderne. Jeg stortudede, da de blev europamestre. Det var det, jeg havde ventet et helt liv på. Der faldt sgu en tåre. Det må jeg indrømme, siger Svend Gehrs, der ikke var kommentator i 1992 og derfor ikke var med til slutrunden i Sverige, hvilket hans yndlingsspiller på landsholdet gennem tiderne i øvrigt heller ikke var det.
- Det er Michael Laudrup. På grund af hans tekniske kvaliteter og hans menneskelige egenskaber. Han var ydmyg overfor det, han havde med at gøre, han var hamrende seriøs, og han var et sødt menneske. Det var Preben jo også. Det var de sgu alle sammen på det 80'er-hold der, siger Svend Gehrs, der fornemmer, at der er noget stort på vej fra det nuværende landshold, men alligevel godt kan sidde og savne en af 80'er-holdets helt store publikumsfavoritter.
Fandenivoldske Elkjær
Den storrygende gavflab og pivfarlige angriber, Preben Elkjær.
- Den type af spiller.... Jeg ville ønske, vi havde sådan en type på landsholdet i dag. Fordi han var så fandenivoldsk. Samtidig var han jo hamrende underholdende at være sammen med, men i sit spil var han så fandenivoldsk, siger Svend Gehrs, der i podcasten kommer hele vejen fra de glade amatørdage over revolutionen under Sepp Piontek og frem til Åge Hareides nuværende mandskab.
Det hele krydret med lydklip fra Svend Gehrs egen storhedsperiode, så det kan kun anbefales at dykke ned i ”Danmark til VM”-podcasten her, hvor der udover en herlig omgang nostalgi med Svend Gehrs også bliver gået i dybden med Danmarks kommende VM-playoffkampe mod Irland.
Og Svend Gehrs' favoritslutrunde?
Det kan næppe overraske, at VM i Mexico har en særlig plads i kommentatorens hjerte, men ved VM i 1978 tog en spiller, der aldrig kom på banen, Svend Gehrs med storm, så den skiller sig også ud.
- Det er selvfølgelig 1986, men skal vi gå væk fra den, så var det 78 i Argentina. Fordi der var så mange gode fodboldspillere. Jeg husker én af Argentinas kampe. Der var pauseunderholdningen en lille 17-årig knægt, der kom ind og fik en bold. Så stod han i hele pausen uden at bolden rørte jorden. Det var Maradona. Han var ikke blevet udtaget. Han var for ung efter trænerens mening. Så brugte de ham som pauseklovn. Og hvad han kunne med den bold... Det var helt utroligt.