Der er lagt op til et herligt arvefjendeopgør, når det danske U21-landshold lørdag aften møder Sverige i semifinalen ved EM i Tjekkiet.
Svenskerne kvalificerede sig til semifinalen med en sen scoring mod Portugal, hvilket samtidigt sendte Italien tidligt ud af turneringen, mens Danmark slog Serbien 2-0 i den sidste gruppespilskamp.
Danmark spillede før EM 2-2 i en testkamp mod netop Sverige, og driblekongen Pione Sisto er ikke helt ked af, at han og resten af U21-holdet igen står overfor de blå-gule, omend han har respekt for svenskernes præstationer i turneringen.
- Hellere Sverige end Italien, men spørger du mig, så jubler jeg nok ikke lige så meget, som medierne gjorde. Det bliver en svær kamp. Der er en grund til, at de har formået det, de har, i en svær gruppe. Vi tager ikke noget for givet, siger Pione Sisto, der er imponeret over svenskernes kollektiv, men på den anden side ikke er helt oppe at ringe over de kreative indslag på Sveriges hold.
- De spiller lidt primitivt. Der er måske ikke den helt store dybe tallerken i forhold til den måde, de spiller på. Generelt bliver det en kamp, hvor vi nok skal være klar på at have bolden mest. Det er et hold, der står godt defensivt. Det skal vi være klar på, siger troldmanden fra Tjørring.
Comeback-konger
Sverige, der spiller en klassisk 4-4-2, har udvist stor disciplin og høj moral i turneringen, hvor de to gange er kommet tilbage i kampe, hvor de er kommet bagud.
I åbningskampen mod Italien var svenskerne sågar også en mand i undertal i store dele kampen, der dog alligevel blev vundet 2-1.
I den afgørende kamp mod Portugal kom svenskerne bagud med små ti minutter tilbage af kampen og var på vej ud af EM, men fik igen rejst sig og udlignede kort før tid.
De imponerende comeback-konger fra Sverige får dog ikke Pione Sisto til at ryste på hånden. Danmark slår svenskerne og går i finalen.
- Det gør vi, fordi vi er et fantastisk hold. Vi har mange gode spillere. Det er en kæmpestor styrke, at vi har så bred en trup. Det har hjulpet os i forhold til, hvor vi står nu.
Semifinalen mellem Danmark og Sverige spilles lørdag aften klokken 21:00 og kan se på TV3+, mens der også kan lyttes med på radioens P3 eller følges med her på siden i tekst.