FC Midtjyllands store præstation mod Club Brügge i torsdags var i høj grad takket være en flot præstation af Pione Sisto. Det har nu resulteret i en billet til landsholdet, hvor han håber på at præstere bedre, end da han senest var med.
- Jeg føler helt sikkert, at formen går opad, og jeg kan mærke, at jeg begynder at lægge på. Jeg står skarpere i dag, end jeg gjorde for nogle måneder siden, siger FC Midtjylland-profilen.
Sisto var med sidst, landsholdet var samlet, da det blev til to 0-0-opgør mod Albanien og Armenien. Af dem var Sisto med i startopstillingen mod Albanien, hvor han blev skiftet ud i pausen.
- Det var en okay præstation mod Albanien, men jeg håbede selvfølgelig på, at jeg kunne bidrage med lidt mere. Det gør mig dog ikke usikker. Jeg ved, hvad jeg kan, og det ved landsholdet også, siger Pione Sisto
- Det er altid en fornøjelse at få af vide, at man er blevet udtaget til A-landsholdet. Det er det største, og det har altid været en drøm for mig at repræsentere Danmark, forklarer han.
Handler om at vinde
Udtagelsen drejer sig om de to kommende landskampe. Første kamp er den altafgørende på udebane mod Portugal, mens der efterfølgende venter en venskabskamp mod de kommende franske EM-værter på hjemmebane i Parken.
- Det handler selvfølgelig først og fremmest for holdet om at vinde, da kampen mod Portugal er så vigtig. For mig personligt handler det om at prøve at vise landsholdet og Morten Olsen, hvad jeg kan i landsholdssammenhæng. Jeg vil forsøge at bidrage med det, jeg kan, hvis jeg skulle få nogle minutter, siger Pione Sisto.
Danmark møder Portugal torsdag den 8. oktober og Frankrig søndag den 11. oktober.