Schweizisk anfører så rødt i Parken, og det har han ikke glemt

Den schweiziske anfører Granit Xhaka, har ikke glemt nederlaget i Parken, hvor han blev sendt i bad efter et rødt kort.

Det har fyldt meget i dagene op til tirsdagens landskamp mellem Schweiz og Danmark.

Afslutningen på det forrige møde mellem de to nationer. En kamp Danmark vandt 2-0, men som nok mest vil blive husket for den bidske stemning, der prægede anden halvleg, og i særdeleshed de sidste 10 minutter.

To røde kort til Schweiz, beskyldninger om manglende dansk fairplay og et kampbillede, som mere lignede sabortage end et forsøg fra Schweiz på at komme tilbage i kampen.

Derfor er der da også lagt op til schweizisk revanche, når de to hold tirsdag aften atter duellerer, denne gang på schweizernes hjemmebane.

For der er pres på hjemmeholdet, det erkender manden med schweizernes andet røde kort i Parken, anfører Granit Xhaka, som stadig husker opgøret i den danske hovedstad.

- Et nederlag gør ondt, uanset hvordan det sker. Jeg synes ikke, at vi burde have tabt kampen i Danmark. Vi var ikke det dårligste hold. Måske ligefrem det bedste, siger Granit Xhaka.

- Der var meget få målchancer og mange dueller. Den kamp er dog et afsluttet kapitel, for vi kan ikke ændre noget. Revanche er måske et hårdt ord, men vi vil vinde kampen på hjemmebane. Vi skal vinde, det er meget vigtigt.

Granit Xhaka måtte forlade banen før tid, da Schweiz tabte i Parken med 2-0 i begyndelsen af september.

Schweizisk hjemmebane ryster ikke danskerne

Tirsdagens kamp spilles i St. Gallen, og selvom stadion blot kan huse 20.000 tilskuere, kan danskerne godt forvente et tryk for det schweiziske hjemmepublikum, som endnu har til gode at se deres landshold vinde i denne udgave af Nations League.

Udebanen skræmmer dog ikke den danske anfører Pierre-Emile Højbjerg, som til gengæld glæder sig til gensynet med sin schweiziske anførerkollega Granit Xhaka.

- Nu har jeg heldigvis spillet en del kampe på hektiske stadions, hvor følelserne sidder uden på trøjen, så jeg synes ikke, at det er unaturligt.

- Sådan er fodbold. Det er glæde, vrede og skuffelser. Lad følelserne få frit løb, men selvfølgelig inden for spillets regler, siger Pierre-Emile Højbjerg.

Den danske landstræner Lars Knudsen har da også stor tiltro til sine spillere og holder da også blikket rettet mere indad end mod Schweiz' motivation op til kampen.

- Vi skal spille med stort hjerte og holde hovedet koldt. Vi har et hold med stor erfaring og mange spillere, som har prøvet sådanne kampe før.

- Vi fokuserer ikke så meget på, hvad der fylder for dem. Vi fokuserer på os selv og ambitionen om at komme videre fra gruppespillet og med en sejr over Schweiz, kan vi tage et stort skridt mod det, siger den danske landstræner.

Danmarks kamp mod Schweiz i Nations League begynder klokken 20.45 tirsdag aften og kan følges i LIGA på P4 og på dr.dk.