Schmeichel: 'Vi er bundsolide og professionelle'

Den danske målmand skammer sig på ingen måde over, at Danmark ikke var mere angrebslystne mod Irland.

Kasper Schmeichel har ingen kvaler over, at Danmark heller ikke satsede hele butikken mod Irland. Tværtimod. (Foto: © Peter Cziborra, Scanpix)

Champagnebold blev det aldrig, da det danske landshold lørdag aften kom fra Dublin med et point efter en knastør og chancefattig 0-0-kamp mod Irland.

Kasper Schmeichel var likke ligefrem på overarbejde i det danske mål, så Leicester City-spilleren var naturligvis en anelse ærgerlig over, at Danmark ikke tog alle tre point.

- Vi er selvfølgelig skuffede, når vi føler, vi spillede bedre end irerne, men sådan er fodbold bare nogle gange, siger Kasper Schmeichel.

- Det er frustrerende, når vi er det bedre hold, men man må bare sige, at når vi er på udebane og kommer og er så bundsolide – de skaber én chance i hele kampen – så må vi bare tage det med, siger Kasper Schmeichel om det ene point, der blev resultatet af anstrengelserne af kampen i Irland, hvor Christian Eriksen i den grad var savnet i offensiven.

Defensiv fodbold kan også gå an

Danmark fører Nations League-gruppen, der udover Danmark og Irland tæller Wales, som Danmark slog 2-0 i den første runde.

Med en sejr over Irland lørdag aften havde det naturligvis set endnu bedre ud for danskerne, men i Dublin var der ingen grund til at satse alt for meget, mener Schmeichel.

-Det ville være uprofessionelt at åbne mere op. Det absolut vigtigste i en kamp som denne her, det er ikke at tabe den. Vi må på ingen måde gå ud og være hovedløse og tabe kampen, siger Kasper Schmeichel, der heller ikke har andet end respekt for Irlands måde at gribe kampen an på.

De grønklædte irere stod meget langt tilbage på egen banehalvdel og tillod ikke mange danske forsøg på mål.

- Der er ikke en rigtig eller en forkert måde at spille fodbold på. De har deres måde, vi har vores måde. De er bare utroligt svære at spille imod, siger den danske førstemålmand.

Kasper Schmeichel og holdkammeraterne rejser nu hjem og forbereder sig på tirsdagens testkamp mod Østrig.