Saudiarabisk VM-værtskab giver ikke anledning til bekymring hos DBU

De danske fodboldbosser har onsdag haft et møde med det saudiarabiske fodboldforbund om dets kommende værtskab.

Formanden for Dansk Boldspil-Union (DBU), Jesper Møller, har efter dagens møde ikke set anledning til bekymring for et saudiarabisk VM-værtskab. (Foto: © Thomas Sjørup, Ritzau Scanpix)

Det ligner et spørgsmål om formaliteter og afsluttende underskrifter, før Saudi Arabien kan kalde sig vært for VM i fodbold 2034.

Det kan på papiret lyde som kopi af VM 2022 i Qatar, hvor ørkenvandringen om menneskerettigheder og regnbuearmbind varede længere end Danmarks deltagelse ved slutrunden.

Dansk Boldspil-Union (DBU) har derfor været ude i god tid for at være på forkant, med hvad end det saudiarabiske værtskab måtte medbringe af negativer. Onsdag formiddag havde forbundet sammen med de fem andre nordiske forbund nemlig arrangeret et møde med det saudiarabiske ditto.

- Vi har ikke de store bekymringer, siger Jesper Møller, formand for DBU, på et efterfølgende pressemøde.

- Nu afventer vi rapporten fra Fifa (Det Internationale Fodboldforbund), der kommer i slut november, og så sætter vi os ind i tingene. Med de kriterier, som deres VM-bud har fastsat, så føler vi ikke, at der er nogle bekymringer endnu.

Ved VM i Qatar besejrede Saudi-Arabien Argentina med 2-1 i gruppespillet. Senere gik argentinerne dog hen og vandt turneringen. Blandt andet den sejr viste den store saudiske opbakning til fodbold, som Jesper Møller fortæller er stor og voksende. (Foto: © Marko Djurica, Ritzau Scanpix)

Til mødet, der fandt sted i Cannes i forbindelse med et møde i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), kunne ørkenstaten fremlægge sit VM-bud, og DBU kunne spørge ind.

Det blev der ifølge DBU gjort. Det helt store mødereferat må pressen dog ikke få indblik i.

- Vi har ikke fået nogle garantier, og vi kommer ikke til at sige, hvad vi har snakket om på mødet. Men vi har været omkring alle de væsentlige spørgsmål, som de nordiske lande interesserer sig for. Menneskerettigheder, arbejdstagers retsstilling, kvinders retsstilling, kvindefodbold, bæredygtighed. Vi har været rundt om samtlige emner, som vi gerne ville have uddybet, fortæller Jesper Møller.

- De har fortalt om visionen frem mod VM, som de har arbejdet med siden 2016 med massive reformer, så jeg oplever, at de er et andet sted, end hvis vi skulle sammenligne med Qatar.

- Det er en fodboldnation. Jeg oplevede begejstringen, da de vandt over Argentina ved VM 2022. De har forholdsvis store stadioner. De skal ikke bygge nye lufthavne og metroer. De er et helt andet sted, end Qatar var ti år før VM.

Saudi-Arabien er forandret - og fortsætter med det de næste ti år

Men direktøren i DBU, Erik Brøgger Rasmussen, løfter alligevel sløret for nogle af samtalerne, da der bliver spurgt direkte til menneskerettighedskonventionerne.

Her lyder svaret fra den formentlig kommende VM-vært, at næsten alle konventioner vil være på plads. Direktøren regner dog eksempelvis ikke med, at Saudi-Arabien vil opgive sharialoven 100 procent. Men at den vil være blødt væsentligt op.

Ingen fans kommer dog til at få problemer i landet uanset køn og seksuel orientering.

- De siger, at de godt ved, at de ikke er i mål, men at der er ti år til. Når de kigger på de seneste ti år, og hvad de har nået, hvis det fortsætter, så ser Saudi-Arabien i 2034 ikke ud som det, vi kender i dag. I dag kan man for eksempel ikke bare drikke en øl på stadion. Det kan man til VM, siger direktøren.

- Det, de lægger allermest vægt på, er, at uanset hvem der kommer til Saudi-Arabien for at besøge dem, får man en tryg og god oplevelse. De understreger, at alle bliver budt velkommen. Man bliver i lufthavnen ikke afkrævet, hvilken seksuel orientering man har. Man skal vise sit pas, så får man et smil, og så er man velkommen.

I 2021 blev der oprettet et saudiarabisk kvindelandshold. Samme år blev der også skabt en fodboldliga for kvinderne i landet. (Foto: © Fayez Nureldine, Scanpix Denmark)

Kafala-systemet er afskaffet

Saudi-Arabien planlægger at bygge otte nye stadioner til VM, mens nogle eksisterende skal udvides.

Op til VM i Qatar skulle der også bygges stadioner, hvilket foregik med migrantarbejdere under kummerlige forhold.

- I forhold til arbejdstagerrettighederne er de fuldstændig opmærksomme. De har indledt dialog med ILO (International Labour Organizations), fortæller Jesper Møller.

- De har afskaffet kafala-systemet, og nej, ikke alt fungerer perfekt med migrantarbejderne. Det siger de selv. Men fordi de har et samarbejde med ILO, som de også havde under budprocessen, så kommer det til at forbedre sig. De har lært af Qatar og leder ikke efter dårlige historier, som dem i Qatar med døde stilladsarbejdere, siger Erik Brøgger Rasmussen.

I Qatar er flere af VM-stadionerne nu ikke i brug. Det regner man ikke med bliver et problem i Saudi-Arabien.

- Meningen er, at de skal bruge dem til deres egne fodboldklubber. Kvindefodbolden vokser meget, og de har brug for faciliteterne. Så de bygger stadioner, fordi de har brug for dem nu og efterfølgende, fortæller Jesper Møller.

DBU's holdning er ikke klar endnu

Frem mod VM om ti år kommer DBU ikke til at presse på - såfremt det bliver nødvendigt - hos saudiaraberne. Den presbold kommer de til at sende mod Fifa, som er instansen, der skal sørge for, at værtsnationen lever op til det, de har lovet i deres bud.

Men DBU kommer til at følge med og gøre deres endelige holdning til slutrunden i Saudi-Arabien klar for offentligheden. Den er nemlig ikke på plads endnu.

Det er dog heller ikke sikkert, den bliver relevant, da Saudi Arabien muligvis bliver vedtaget som VM-værtsnation uden for stemmeurnerne i Fifa.

- Vi har holdninger til alt, og den kommer vi til at kommunikere ud. Vi drøfter det i bestyrelsen, og vi forbereder os på, hvis der skal stemmes. Det ved vi ikke, om vi skal, men vi kommer naturligvis til at have en holdning, siger Jesper Møller.

Saudi Arabien bliver formentlig offentliggjort som VM-vært i december.