Så hård kan Danmarks VM-pulje blive: Kan trække både Neymar og Ramos

Danmark er havnet i tredje seedningslag, og det kan give en ualmindeligt hård VM-gruppe i lodtrækningen.

Neymar Jr. og Sergio Ramos kan blive de danske modstandere ved VM allerede i gruppespillet. (© Scanpix)

Det kan blive rigtig grimt, når der den 1. december trækkes lod til VM-puljerne.

Med Perus sejr i nat over New Zealand blev Danmark samtidig skubbet ned i tredje seedningslag, og det betyder altså, at modstanden i gruppespillet kan blive ualmindelig hård.

Det er verdensranglisten, som den så ud i oktober i år, der er bestemmende for, hvor de forskellige lande havner, og da Peru (10) altså er bedre placeret end Danmark (19), er udgangspunktet for Christian Eriksen & co. altså ikke så lovende, som det kunne have været.

Er det ikke en hånd, der er venligt stemt, der trækker Danmark op af glasbowlen i Moskva den 1. december, kan det danske landshold derfor havne i en ubehagelig gruppe med Brasilien, Spanien og Nigeria.

Spanien i andet lag

Spanien er havnet i andet seedningslag, fordi Rusland som værtsnation automatisk får plads i det fine selskab, selvom rangeringen på verdensranglisten ikke er til det.

Omvendt kunne et bud på en favorabel gruppe bestå af Rusland, der er inde i en dårlig periode og kun rangeret som nummer 65 i verden, Peru og Saudi-Arabien.

Seedningslag

1. Rusland, Tyskland, Brasilien, Portugal, Argentina, Belgien, Polen Frankrig

2. Spanien, Peru, Schweiz, England, Colombia, Mexico, Uruguay, Kroatien

3. Danmark, Island, Costa Rica, Sverige, Tunesien, Egypten, Senegal, Iran

4. Serbien, Nigeria, Australien, Japan, Marokko, Sydkorea, Panama, Saudi-Arabien

Ud af de 32 hold skal der deles otte grupper med fire i hver. Fordelingen sker på en måde, så der kun er en nation fra hvert kontinentale forbund i hver gruppe – undtagelsen er dog det europæiske.

Altså kan to sydamerikanske lande ikke havne i gruppe sammen, men der kan godt være to europæiske i samme gruppe.

Lodtrækningen finder sted den 1. december i Moskva.

DR har fået unik adgang til landsholdet under genrejsningsperioden efter flere missede slutrundekvalifikationer.

Journalist Niels Christian Jung har fulgt holdet bag facaden i kampen om en plads ved VM i Rusland 2018. Du kan følge op- og nedturen for holdet over tre afsnit i dokumentarserien 'Vi er landsholdet'.

Sidste afsnit af tre sendes på DR1 mandag d. 27/11 kl. 20.45. Du kan se de to første afsnit her.