Olsen tordner mod sine spillere: Uprofessionelt!

Landstræner Morten Olsen var stærkt oprevet på pressemødet efter 0-1 kampen mod Portugal.

Morten Olsen var i sjældent oprevet humør efter kampen mod Portugal. (Foto: © Jens Nørgaard Larsen, Scanpix)

Skuffelsen over at indkassere en scoring mod Portugal fem minutter inde i overtiden kunne landstræner Morten Olsen ikke skjule. Ja, landstræneren var ligefrem rasende på sine spillere.

- Det er uprofessionelt, når man går ind til de sidste minutter og tror, at man har sikret et point. Det er ikke godt nok! Vi skal køre 0-0 hjem og være tilfredse med det. Det vil være et fantastisk resultat mod Portugal på nuværende tidspunkt, fordi de er en af vores konkurrenter, sagde Morten Olsen med arrigskab i stemmen.

Ifølge ham burde Portugal aldrig have fået lov til at lave det indlæg, som førte til 1-0 scoringen.

- Vi skal have en over-mit-lig-mentalitet, som jeg kalder det. Har vi ikke det, så har vi problemer. De må aldrig sparke indlægget. Det handler om at få lortet væk og ikke spille bingeling. Der skal være kynisme, fortsatte Morten Olsen.

Humøret var på et lavpunkt

De forsamlede journalister forsøgte at finde de positive momenter i kampen, hvor Danmark i perioder leverede bedre spil end i de to første kampe mod Armenien og Albanien. Men den præmis afviste Olsen prompte.

- Jeg ser ikke lovende ting! Jeg ser en 19-årig gut (Pierre-Emile Højbjerg red.), som dominerer vores spil. Men det var de andre, som jeg burde have set, sagde Olsen, inden han slog fast med så skarp en stemme, at den kunne flænse pressens papirblokke:

- Jeg er ikke i humør til at finde de gode ting!

Især Christian Eriksen og Nicklas Bendtner fremstod blege mod Portugal, og det har været et gennemgående problem i de seneste landskampe. Men forklaringen på det kom ikke frem.

- Jeg har fundet grunden til, at vi ikke skaber chancer nok, men det vil jeg ikke udtale mig om på nuværende tidspunkt, afviste Morten Olsen.

Hvad efterlyste du hos Christian Eriksen i aften?

- Det vil jeg ikke udtale mig om nu.

Hvornår vil du så?

- On a bloody Sunday…

Og så forsvandt landstræneren ud af døren for at fordøje skuffelsen i ro og fred. Bedømt ud fra hans humør tirsdag aften kommer det til at tage mere end en god nats søvn.