Det danske fodboldlandshold sluttede EM-kvalifikationspuljen med tre målløse kampe og der er derfor fokus på de manglende mål ved mandagens pressemøde, hvor Morten Olsen udtog 23 spillere til EM-playoffkampene mod Sverige.
- Vi skal møde et hold, der har en spiller som laver mange mål. Man kan så sige, at hvis han bliver skadet, så er de på den.
- Vores hold laver egentlig nok mål - bortset fra kampene mod Armenien og Albanien. Måske også i kampene mod Portugal, lyder det fra landstræneren.
Ingen topscorer i truppen
Morten Olsen er selv bosat i Belgien, og netop det belgiske landshold, der topper Fifa’s verdensrangliste, kan det danske lære noget af, når det kommer til at score mål.
- Vi skal løse det, som Belgien gør. De har ikke nogen 9’er, som scorer målene. De får deres mål fra andre positioner. Hvert hold har deres egen måde at score på.
- Vi har heller ikke en spiller som laver ti mål i kvalifikationen, så vi skal alle sammen arbejde knaldhårdt for at sætte hinanden i scene. I hvert fald for at komme frem til chancerne. Og så skal vi selvfølgelig være bedre til at udnytte dem. Vi havde chancerne til at kvalificere os direkte i kampen i mod Albanien, men vi var bare ikke dygtige nok, slutter Morten Olsen.
Danmark møder Sverige i to playoffkampe i november. Det første opgør spilles på Friends Arena i Stockholm lørdag d. 14., mens der er returopgør i Parken d. 17.