Nicolai Jørgensen: Jeg burde have afgjort kampen

FCK-spilleren havde mulighederne, men han fik ikke scoret i kampen mod Albanien.

Nicolai Jørgensen sidder tilbage efter på plænen i Parken efter 0-0-kampen. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Egentlig burde han have god grund til smil, men alligevel mødte Riza Durmisi pressen med en skuffet mine efter Danmarks 0-0-kamp mod Albanien i EM-kvalifikationen.

Den lille venstreback fik fuld spilletid i sin hjemmebanedebut i landsholdstrøjen, og han gjorde en god figur i en kamp, der var ekstra speciel for ham, da modstanderen var det land, hvor begge hans forældre er født og opvokset.

Men et point og en øjeblikkelig tredjeplads i kampen om EM-billetter var nok til at trække humøret ned.

- Vi ville selvfølgelig gerne have haft de tre point, og der er ikke tvivl om, at vi gik efter sejren. Men når man ikke kan få den, så er det næstbedste jo at få uafgjort, og vi kan jo stadig nå at kvalificere os, siger Riza Durmisi, der til daglig spiller for Brøndby.

Ærgerlig Nicolai Jørgensen

Selvom det ikke var Nicolai Jørgensens debut, så var det første gang, at den lange FCK’er var at finde i startopstillingen. En oplevelse, han gerne ville have fejret med et mål på en af sine mange chancer i løbet af kampen.

- Man er brandærgerlig over, at de ikke gik ind, men sådan er det nogle gange. Vi havde mange chancer, og det var ikke kun mig, der kunne have afgjort kampen, men selvfølgelig ville jeg rigtig gerne have scoret i dag.

- Vi skulle bestemt have vundet, for vi var meget bedre end dem i anden halvleg, og set over 90 minutter, så burde vi nok have vundet med to eller tre mål.

- Jeg havde muligheden for at afgøre kampen, og det skulle jeg nok også have gjort. Det er der ikke så meget at gøre ved nu, men jeg er da ærgerlig. Så nu ser jeg frem til mandag, hvor jeg kan tage revanche, siger han med henvisning til Danmarks kamp i Jerevan imod Armenien, hvor han lurer på endnu en plads i startopstillingen.

- Jeg synes bestemt, at det er realistisk, for det er også positivt, at man kommer frem til så mange chancer, siger Nicolai Jørgensen.