To mulige debutanter udtaget til herrelandsholdet

Angriberen Kenneth Zohore og midtbanespilleren Christian Nørgaard støder til truppen.

Fiorentina-spilleren Christian Nørgaard støder til herrelandsholdets trup. (Foto: © 9200 Björn Larsson Rosvall/TT, Scanpix)

To nye navne støder til den danske herrelandsholdstrup. Midtbanespilleren Christian Nørgaard og angriberen Kenneth Zohore er blevet efterudtaget af landstræner Åge Hareide, der har måttet vinke farvel til Andreas Cornelius og Thomas Delaney, der begge er skadede.

- Nørgaard var jo med os sidst, og han faldt egentlig ud af truppen nu på grund af manglende spilletid. Men nu er der anledning til at få ham ind og træne med ham. Det er altid godt for en spiller at vide, at han er nærheden af landsholdet. Derfor tager vi ham ind, siger Åge Hareide til DR.

- Zohore er jo egentlig en kopi af Cornelius. Han har nogle af de samme egenskaber. Han gjorde det godt til U21-EM i 2017, og vi har kigget på ham hele vejen siden. Vi har nemlig brug for en fysisk tilstedeværelse. Særligt når Cornelius er ude.

Danmark spillede lørdag 0-0 med Irland i Nations League, men Nørgaard og Zohore kan komme i spil på tirsdag, hvor landsholdet møder Østrig i en træningskamp i Herning.

Både Nørgaard og Zohore har masser af ungdomslandskampe på cv'et, men de har begge deres debut på A-landsholdet til gode.