Mike Jensen skiftede i 2013 til norske Rosenborg. Det har været en stor succes. Midtbanespilleren er en stor profil hos de norske doublevindere og har gjort det så godt, at landstræner Åge Hareide har udtaget ham til landsholdets tur til Japan.
- Jeg har endelig fundet den perfekte plads for mig. Måden, vi spiller på, passer mig godt. Jeg er også blevet lidt ældre og så det, at spille på et hold, der vinder mere end det taber, det giver noget selvtillid. Det har bidraget godt til min udvikling de sidste par år, siger Mike Jensen, der 13 kampe inde i den norske sæson allerede har scoret fire mål.
Skal vise sig frem
Den arbejdsivrige midtbanespiller står noteret for to A-landskampe for Danmark og står det til Mike Jensen selv, så skulle det gerne blive til flere ved Kirin Cup i Japan.
- Det er en stor chance for mig. Jeg må vise mig frem til træning og så må vi se, om jeg også kommer på banen. Det er vigtigt, at jeg efterlader et godt indtryk på den her tur. Jeg skal prøve at vise noget af den form, jeg har vist for Rosenborg i et par sæsoner, siger Mike Jensen.
Danmark spiller semifinale i Kirin Cup fredag morgen dansk tid mod Bosnien -Herzcgovina.