I Spillerforeningen er de naturligvis glade for, at det er lykkedes at forhandle en aftale på plads med Dansk Boldspil-Union (DBU), der gælder for både A-landsholdet, U21-landsholdet og kvindelandsholdet.
Der er dog stadigvæk elementer fra den langstrakte konflikt, som skal tales igennem mellem spillere og DBU.
Det siger Spillerforeningens direktør, Mads Øland.
- Der er helt sikkert mange spillere, som har været sure over det, der er foregået i forløbet, og der er ganske givet DBU-ledere, som har samme holdning den anden vej.
- Men vi har fået en platform for at gennemføre en normal hverdag, og så må vi se, hvor hurtigt, man får talt sig til rette på det personlige plan, siger Mads Øland.
Større forståelse
Til gengæld er forståelsen mellem Spillerforeningen og DBU blevet større, og det tegner godt for fremtiden.
- Det kan lyde mystisk, men Spillerforeningen og DBU har fået langt større forståelse for hinanden på en række områder.
- Jeg har været betydeligt mere sammen med Claus og Katja (Claus Bretton-Meyer, DBUs direktør og Katja Moesgaard, DBUs kommercielle direktør, red.), end jeg har været sammen med min egen familie.
- Vi har fået udvekslet synspunkter og løst andre problemer end det, det reelt handlede om, siger Mads Øland.
Økonomisk løsning
Den kollektive aftale, som Spillerforeningen og DBU har indgået, sikrer DBU en økonomisk besparelse på cirka 17 procent af spillernes lønpakke. Det svarer til tre millioner kroner om året.
- Vi valgte at imødegå DBUs ønske om at spare, når der ikke spilles slutrunder.
- Vi har ønsket at få en mulighed for at indhente den besparelse, vi giver dem, hvis man skulle være så uheldig ikke at deltage i en slutrunde, og det har vi fået, siger en tilfreds Mads Øland om aftalen.
Aftalen gælder for A-landsholdets vedkommende frem til og med VM-slutrunden i 2018. En fireårig aftale har hele tiden været målet, bekræfter både Spillerforeningen og DBU.
/ritzau/