Mens Irlands fans altid er garant for feststemning uden for banen, når der er vigtige fodboldkampe på programmet, så er løjerne som regel mere afdæmpede inden for kridtstregerne.
I hvert fald hvis man mener, at der en direkte kobling mellem mål og fodboldfest. Det irske mandskab er i stedet nået til VM-playoff-kampene mod Danmark på en blanding af knusende tacklinger, kontraløb og en solid defensiv.
De irske spillere scorede kun 12 gange i kvalifikationens 10 kampe, og det er færrest af alle de hold, der sluttede i top to i gruppespillet. Til sammenligning kunne danske fans juble over scoringer 20 gange.
Tre 1-0-sejre og fire uafgjorte kampe var blandt de resultater, der sikrede Irland pladsen i playoffkampene, og der er ingen grund til at tro, at landstræner Martin O’Neills mandskab kommer til at afvige meget fra den defensive grundformel i Parken.
Det mener i hvert fald Andreas Bjelland, der til daglig deler omklædningsrum med et par irske holdkammerater, der har indviet ham i nationens fodboldmentalitet.
- De har fortalt om deres måde at spille på og den irske mentalitet. Og jeg så også, at landstræneren var ude at rose deres bagerste fire. Så det er et hårdt arbejdende hold, der kommer til at stå rigtig godt i blokken (bagkæden, red), og som bliver svære at bryde op for os med det spil, som vi gerne vil, siger Andreas Bjelland.
Han forventer derfor også, at meget af spillet kommer til at foregå i den ende, hvor det irske forsvar holder til.
- Jeg forventer, at de kommer for at stå defensivt i Parken for at få et godt resultat. Om det så er for at få 0-0 eller tabe 1-0, så er det umiddelbart min forventning til kampen.
Walisisk opbakning til Eriksen
Christian Eriksen kender også en lang række af de irske modstandere, der for langt størstedelens vedkommende tjener deres løn i Premier Leagues knap så glamourøse klubber.
- De næste dage skal vi nok blive bombarderet med løsninger og på, hvordan Irland spiller, så vi kan kode os ind på, hvad deres plan er. Men jeg tror, den bliver dødbolde og kontra. Sådan har de spillet i mange kampe, og jeg tror ikke, at det bliver anderledes, siger Tottenhams spilfordeler.
Christian Eriksen afslører også, at solidariteten på de Britiske Øer ikke er alt for udtalt. I hver fald ikke mellem Irland og Wales. Det var nemlig waliserne, der blev sorteper på tredjepladsen i gruppen med et 1-0-nederlag i den sidste kamp til Irland.
Derfor har hans holdkammerat fra Wales, Ben Davies, også udstyret Christian Eriksen med nogle små noter på de irske spillere og sendt ham til Danmark med et held og lykke, fortæller han.
- Han vil uendeligt gerne have, at vi kunne tæve dem, når nu de ikke kom videre.
Danmark og Irland spiller i Parken på lørdag klokken 20.45, og de mødes igen tirsdag aften på samme tidspunkt.