Leon Andreasen håber at kunne spille med en skinne

Knivskadet Leon Andreasen håber at komme af med sin gips, så han alligevel kan komme i betragtning til landskampene mod Sverige.

Leon Andreasen skar sig i hånden, da han ville åbne en pakke, mens han lavede mad. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

- Jeg har skåret nogle sener over, og nerven er også beskadiget.

Sådan lyder det fra Leon Andreasen, der har meldt afbud til de kommende playoff-kampe mod Sverige, efter at han kom til skade, da han skulle åbne en pakke med en kniv, mens han stod og lavede mad.

- Det er død ærgerligt. Jeg havde glædet mig til at komme tilbage efter at have været væk i et års tid, siger midtbanespilleren til DR Sporten.

Et spinkelt håb I Tyskland har Leon Andreasen fået besked på, at han ikke kommer til at spille fodbold i minimum 10 dage.

Men efter samtale med blandt andre landsholdets læge, Søren Kaalund, nærer han alligevel et spinkelt håb om, at det kan lade sig gøre.

- Jeg må ikke spille med gips, men hvis det bliver drastisk bedre og jeg kan få en skinne på i stedet, så kan det være. Men det ser sort ud, siger Leon Andreasen, som skal på hospitalet igen mandag for at få tilset skaderne endnu engang.