Fodboldlandsholdets assistenttræner Lars Knudsen stopper.
Det skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) mandag i en pressemeddelelse.
Lars Knudsen fik i efteråret chancen som landstræner, da den daværende midlertidige landstræner Morgen Wieghorst blev sygemeldt med stresssymptomer.
Siden ansatte DBU Brian Riemer som landstræner, mens Lars Knudsen vendte tilbage til sin stilling som assistentræner.
Nu har han så udtrykt ønske om at prøve sig af som cheftræner, og han stopper derfor som assistent på landsholdet.
- Lars Knudsen har gjort et stort arbejde siden ansættelsen i marts som først assistenttræner med ansvar for standardsituationer og ikke mindst i dette efterår, da han med kort varsel trådte til som midlertidig landstræner. Den særlige opgave løste han på flotteste vis, og han fik vist til omverden, hvad vi godt vidste, at han er dygtig fodboldtræner, siger fodbolddirektør i DBU Peter Møller til forbundets hjemmeside.
Lars Knudsen nåede at stå i spidsen for det danske landshold som midlertidig landstræner i fire kampe, inden Brian Rimer tog over.
Daniel Agger forlænger
Landstræneren og DBU kan dog glæde sig over, at man har fået fremtiden på plads med en anden af assistenterne.
Tidligere landsholdsspiller Daniel Agger, som har været assistenttræner siden sommer, forlænger nemlig kontrakten, så den nu løber frem til sommeren 2026.
Det klapper de i hænderne over hos DBU.
- Fra første dag er Daniel Agger kommet ind og har vist, hvor meget han har at bidrage med til Herrelandsholdet. Han har en unik måde at bruge sin erfaring til at coache og have individuelle samtaler med spillerne om deres kvaliteter og opgaver på banen.
- Samtidig kommer han med stor energi og nye idéer og tanker om taktikken og har på kort tid oparbejdet en tæt relation til Brian Riemer, siger Peter Møller.
Udover Daniel Agger og Morten Wieghost, som i forvejen var ansat som assistenttræner, kommer assistenttræner på U21-landsholdet Kenneth Weber til at være assistent for Brian Riemer, oplyser DBU.