Landstræneren ringede forgæves: Sisto turde ikke tage telefonen

Det var ikke så lige til for landstræner Morten Olsen at udtage Pione Sisto, fortæller Glen Riddersholm.

Det er sin sag at udtage Pione Sisto til landsholdet. Ikke på grund af hans evner på en fodboldbane, men fordi det kan være svært at få fat i ham og overbringe nyheden.

Det kunne hans træner i FC Midtjylland, Glen Riddersholm, fortælle, da DR Sporten onsdag aften talte med ham for at høre, hvordan den 20-årige kommende landsholdsdebutant havde modtaget beskeden fra landstræner Morten Olsen.

- Jeg talte med Morten Olsen, og vi blev enige om, at han skulle ringe til ham, og da Morten er bosat i Belgien, så har han et udenlandsk nummer. Og da Pione så, at det var et udenlandsk nummer, så blev han nervøs ved at tage den, da han ringede ham. Og det var først tredje gang, han tog telefonen, og da han så hørte, at det var Morten Olsen, så blev han lige lidt befippet, fortæller Glen Riddersholm.

Du kan se hele interviewet med Glen Riddersholm om Pione Sistos landsholdsudtagelse øverst i artiklen.