Landstræneren afskriver Eriksen mod Irland: 'Tror ikke vi kommer til at se Christian'

Christian Eriksens skade i mavemusklerne ser ud til at holde ham ude af landskampene mod Irland og Østrig.

Åge Hareide får ikke glæde af Christian Eriksen ved indeværende landsholdssamling. Billedet her er fra VM i Rusland. (Foto: © Pilar Olivares, Scanpix)

Alt tyder på, at fodboldlandsholdet må undvære stjernespilleren Christian Eriksen i lørdagens Nations League-kamp mod Irland.

Danskeren har siddet ude for Tottenham i de seneste uger på grund af en skade i mavemusklerne, og landstræner Åge Hareide tror ikke længere på, at han får lov til at efterudtage midtbanespilleren.

Det siger Åge Hareide mandag, da landsholdet mødte ind i landsholdslejren i Herning.

- Jeg tror ikke, at vi kommer til at se Christian. Det bliver meget svært. Hvis han er skadet, når man udtager holdet, så bliver det svært.

- Tottenham vil helt sikkert satse på at få ham helt frisk til efter landskampsperioden, og så er det svært at presse på for at få ham til at spille en kamp, når han ikke har spillet i lang tid, siger Åge Hareide.

Selv om døren ikke er lukket, hvis Eriksen selv melder sig klar, kan Åge Hareide allerede nu fastslå, at Eriksen under ingen omstændigheder får lov til at spille testkampen mod Østrig i næste uge.

- Han har ikke spillet i tre kampe, så det bliver også svært at få lov til at bruge ham, specielt i en testkamp. Så det er helt udelukket, at han spiller i Herning mod Østrig.

- Jeg tror egentlig, at begge kampe er udelukkede for hans vedkommende, siger Åge Hareide.

Flere afløsere i spil

Spillere som Lasse Schöne, Anders Christiansen og Pierre-Emile Højbjerg er i spil til at tage over for Christian Eriksen på den offensive midtbane.

Hareide vil dog ikke ud med, hvem der er hans favorit til at blive topscorerens afløser.

- Christian er en af vores største stjerner, og han har stået bag rigtig mange mål og assist på landsholdet. Før eller siden må andre stå frem og vise, at de duer til at være med på landsholdet.

- Det er også derfor, der er 23 mand på landsholdet, for på et tidspunkt vil en situation som denne opstå. Vi må finde en god løsning, og jeg er overbevist om, at resten af holdet nok skal fungere, vi kender jo hinanden så godt, siger Hareide.

Landstræneren må også se bort fra FC Københavns Viktor Fischer, der heller ikke når at blive klar til kampene mod Irland og Østrig. Angriberen Christian Gytkjær er indkaldt som sidste mand til landsholdstruppen.

/ritzau/