Landsholdsback: Gode muligheder i den VM-gruppe

Peter Ankersen er fortrøstningfuld i forhold til Danmarks muligheder ved VM efter Frankrig, Peru og Australien kom op af bowlen i Moskva.

FC København-spilleren Peter Ankersen er fint tilfreds med den danske lodtrækning til VM. (Foto: © Òlafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Det kunne dårligt være gået meget bedre for det danske landshold, da der fredag var lodtrækning til gruppespillet ved VM i Rusland 2018.

Åge Hareides mandskab endte i Gruppe C med Frankrig, Peru og Australien. De to bedste hold fra hver gruppe går videre til 1/8-finalerne.

Landsholdsbacken Peter Ankersen tror på, at det ene hold bliver Danmark.

- Det ser fornuftigt ud i forhold til, hvilke grupper, man kunne komme i. Frankrig er rigtig stærke, men jeg så deres kampe mod Sverige. Der er nogle punkter, hvor man kan gøre ondt på Frankrig. De to andre hold, Australien og Peru, er jeg ikke så meget inde i, men umiddelbart synes jeg, at det er en fornuftig lodtrækning.

Det danske landsholds form har været opadgående i kvalifikationen frem mod VM, så Peter Ankersen vil godt medgive, at Danmark har en god mulighed for at gå videre fra gruppespillet i Rusland.

- Ja, det synes jeg. Som sagt, så er Frankrig rigtig stærke. De har klassespillere over hele linjen. Det bliver et svært hold at slå. Men ud fra mit kendskab til Australien og Peru, så ser jeg gode muligheder mod de hold og så skal vi spille op til topniveau med Frankrig.