Landsholdets talenthold kører pligtsejr hjem mod lilleputnation

Danmarks fodboldtalenter vandt 3-0, da de mødte Færøerne i de to landes første kvalifikationskamp til U21-EM.

Danmarks U21-landshold vandt en sikker 3-0-sejr over Færøerne. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Det danske U21-fodboldlandshold fik torsdag en planmæssig start på kvalifikationen forud for U21-EM i Italien i 2019.

I danskernes første kvalifikationskamp blev det således til en sikker 3-0-sejr, da man gæstede Færøerne i Tórshavn.

Dermed ligger Danmark nu side om side med Litauen i toppen af kvalifikationens gruppe 3. Litauen vandt ligeledes 3-0 over Færøerne i sin første kamp. Georgien, Finland og Polen har stadig første kamp til gode.

I torsdagens kamp kom de danske talenter på sejrskurs allerede efter 13 minutters spil.

Her kom Genk-angriberen Marcus Ingvartsen først på et fladt indlæg, og han kunne nemt skubbe bolden ind i det færøske mål til en 1-0-føring.

I anden halvleg blev sejren cementeret på et hovedstødsmål af FC Midtjyllands Rasmus Nissen og en scoring af Ingvartsens holdkammerat Mathias Jensen.

Mens sejren sender Danmark til tops i kvalifikationsgruppen, betyder nederlaget for Færøerne, at man ligger sidst i gruppen efter to nederlag i to kampe.

Næste opgave for det danske U21-landshold er 5. september, hvor Litauen kommer på besøg i Aalborg.

/ritzau/