Pressen taler næsten ikke om andet end Zlatan Ibrahimovic forud for de to vigtige playoff-kampe mod Sverige, men det er altså ikke noget, de danskere spillere har beskæftiget sig alt for meget med endnu. Faktisk er der flere af dem, der slet ikke vil sætte ord på Sveriges vel nok største spiller.
- Jeg har ikke specielt meget lyst til at tale om de svenske spillere. Jeg vil rigtig gerne tale om vores hold og vores spillere, men vi koncentrerer os ikke om Sverige i øjeblikket, og vi koncentrerer os ikke om enkelte spillere fra Sverige, lyder det fra Lars Jacobsen.
- Vi ved, at Sverige har et godt hold, vi ved at Zlatan nok er deres bedste spiller, når det kører for ham i hvert fald, og ja – det er sådan set det. Vi er ikke begyndt at bekymre os om ham endnu, overhovedet, siger William Kvist.
- Vi har slet ikke snakket sammen endnu. Så vi har ikke snakket fodbold. Jeg er sikker på, vi nok skal få en del møder, som vi plejer. Og så er jeg sikker på, vi nok skal høre om Sveriges hold, fortæller Nicklas Bendtner.
- Jeg vil ikke sætte ord på Zlatan, da vi spiller mod Sverige – vi spiller ikke kun mod Zlatan. Og jeg tror også, at vi de sidste ti år har snakket om Zlatan, og det gør vi også stadig internt, forklarer Morten Olsen.
Større interesse
Noget de dog gerne vil tale om i landsholdslejren er stemningen frem mod kampene mod Sverige. For de kan godt mærke, at der er en større interesse for de to forestående kampen.
- Der er mere energi, og der er mere presse, ender der plejer at være, siger Kvist.
- Det er klart, vi kan mærke, der er noget på spil. Det er to kampe, der afgør, om vi kommer med eller ej. Hvor det er sjovt. Så vi er alle sammen spændte og tændt og glæder os, siger Pierre Emile Højbjerg.
- Du kan se på fremmødet, at det er en stor og vigtig kamp. Vi spillere har taget det stille og roligt. Vi har ikke tænkt så meget over lørdag endnu, det kommer først senere. Men du kan mærke, hvor stort det kommer til at blive, lyder det fra Bendtner.
- Man kan se på alle de mennesker, der er heroppe, at det er større end normalt. Der plejer ikke at være så mange i starten af ugen i hvert fald, fortæller Christian Eriksen.