Landsholdet skal stresse Irland til at lave forsvarsfejl

Åge Hareide vil skabe plads mod et kompakt irsk forsvar ved at få danskerne til at tage flere løb uden bolden.

Hvis det danske fodboldlandshold skal have held med at åbne Irlands velorganiserede betonforsvar i tirsdagens VM-playoffkamp, kræver det, at de danske spillere i offensiven stresser irerne mere end i lørdagens 0-0-kamp.

Danskerne skal forsøge at fiksere Irlands bagkæde ved at lave flere løb uden bolden, så forsvaret hele tiden er fuldt beskæftiget. Det siger landstræner Åge Hareide på et pressemøde.

- Vi må løbe mere for hinanden. Vi skal ikke bare lave en bevægelse i en retning, vi skal også lave den næste bevægelse, for så bliver man sværere at dække op.

- Det er meget vigtigt, at vores spillere bevæger sig mere, når de ikke har bolden, for sådan skaber vi rum til hinanden. Det er nemt at forsvare mod den første bevægelse, siger Åge Hareide.

Han kommer dog ikke til at ændre de store linjer i Danmarks taktik i forhold til den første kamp.

- Vi skal bare blive ved som i København. Vi skal have scoret et mål, for så skal de have scoret to. Vi skal bygge videre på vores præstation i København. Det var en god præstation, og vi skabte chancer nok til at vinde kampen, siger han.

Fronttrioen med Pione Sisto, Nicolai Jørgensen og Andreas Cornelius havde det svært over for irerne i den første kamp, men landstræneren mener, at pressen har været hård i bedømmelsen af de tre angribere.

- Jeg kiggede på vores angribere sent om natten efter den første kamp. Jeg synes, at pressen var meget hårde mod mange på vores hold efter kampen. I forlanger meget.

- Når man spiller mod et så kompakt hold som Irland, så er der ikke mange rum eller muligheder til angriberne, siger Åge Hareide.

Nordmanden påpeger, at man med 0-0 i den første kamp har skabt et fornuftigt udgangspunkt, selv hvis Irland skulle score først. 1-1 vil sende danskerne til VM på reglen om udebanemål.

- Det bliver svært at komme tilbage, hvis Irland scorer først. Så vil de nok have endnu mere fokus på at forsvare. Men vi ved, at vi kun skal bruge et mål i så fald.

- Det er fantastisk for os, at vi ikke behøver at vinde for at kunne komme til VM, siger Åge Hareide.

Irland ændrer ikke noget

Andreas Bjelland har to irske holdkammerater i Brentford, og deres analyse af Irlands spil har vist sig at ramme plet.

- Kampen i Parken viste den irske måde at spille fodbold på. De er meget dygtige til at forsvare og gjorde det godt. Det er en primitiv måde, en anden måde at spille fodbold på.

- De står dybt på banen og lever på omstillinger og hård fight. Det var også det, jeg var blevet forberedt på inden, siger den danske forsvarsspiller.

Ved det irske pressemøde tidligere mandag lagde anfører David Meyler vægt på, at mandshjerte var en af irernes største styrker. Danskerne kan godt matche dem på det område, mener Andreas Bjelland.

- Vi taler om en kamp, der kan sende os til VM, så selvfølgelig har vi mentaliteten til at kæmpe og slås.

- Hvis irerne vil slås, så tager vi kampen op, men det er vores plan, at vi skal spille bolden rundt om dem i stedet, siger forsvarsspilleren.

Landstræner Åge Hareide fortæller, at alle spillere på det danske landshold er friske til at kunne spille tirsdag.

Kampen begynder klokken 20.45 dansk tid.

/ritzau/