Kvist: Vi plejer at hive en stor kamp op af hatten

Den danske midtbanespiller finder fortrøstning i landsholdets evne til at præstere, når det virkelig gælder.

William Kvist har tiltro til de danske evner forud for kampen mod Sverige. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Selvom William Kvist helt sikkert vil være tilfreds med en 1-0-sejr over Sverige i morgen, så er det ikke det, han drømmer om. Langt fra endda.

- Næ, 3-0, svarer han prompte på spørgsmålet om, hvordan den afgørende EM-playoff-kamp udarter sig, når FCK-midtbanens underbevidsthed får lov til at bestemme.

Forventningerne og forhåbningerne er kæmpestore på begge sider af sundet, og der er blevet bagt op til kampen siden lodtrækningen den 18. oktober slog fast, at Danmark og Sverige skulle kæmpe om en af de fire resterende billetter til EM i Frankrig næste sommer.

- Vi hiver en stor kamp op

William Kvist fik sin debut på landsholdet i 2007 mod Irland, og han har spillet 60 kampe under Morten Olsen. Flere af dem har i betydning mindet om morgendagens mod Sverige, og de plejer at få det bedste frem i landsholdet, påpeger han.

- Jeg kan huske en kamp mod Portugal i Parken, som vi vinder (dansk 2-1-sejr i 2011, red.). Jeg kan huske en kamp mod Norge, hvor vi også havde kniven for struben (2-0-sejr i 2011, red.). Jeg kan huske, at vi præsterer i den her slags kampe. Det har vi sagt før i den her kvalifikation, men i morgen skal vi vise det.

- Men det er også derfor, at vi har troen på det. Det kan godt være, at vi ikke har spillet fantastisk i den her kvalifikation, og det at vi ikke har fået de rette resultater med os. Men det her hold, og det her trænerteam har haft det oplevelse, at vi mange gange har kunnet trække en stor kamp op af hatten, når vi havde allermest brug for det. Og det har vi i morgen, siger William Kvist.

Kampen begynder klokken 20:45, og du kan følge med i Liga på P3 og på dr.dk.