Kunne have spillet for Albanien: Durmisi var ikke i tvivl

Riza Durmisi kunne have valgt at spille for det albanske landshold, men han valgte de rød-hvide farver i stedet.

Mandefald blandt landsholdets venstrebacker har åbnet for en mulig hjemmebanedebut i Parken til Riza Durmisi.

Modstanderen er Albanien, hvor den lille Brøndbyspillers forældre er født og opvokset, så mødet kan blive en speciel oplevelse for ham.

- Det betyder utrolig meget. Nu kan jeg jo forstå, hvad de siger, så det bliver sjovt, og jeg glæder mig til det, siger han

Ingen tvivl om tilhørsforhold

Durmisi er født i Danmark, og han fik debut på landsholdet i en testkamp tidligere på sommeren. Inden da havde han mulighed for at vælge, hvilket landshold han ville repræsentere, men han har aldrig været i tvivl om tilhørsforholdet.

- Jeg har altid vidst, hvor jeg ville spille, og det var Danmark. Det er der ingen tvivl om, slår han fast.

Udover Riza Durmisi har også Daniel Wass og Thomas Delaney tidligere spillet venstreback på landsholdet.

Se indslaget med Riza Durmisi øverst i artiklen.