Morten Olsen kommer vittigheden i forkøbet.
- Jeg er så heldig at have høreapparater. Jeg kan bare tage dem ud, hvis jeg ikke gider høre på det…, siger han og bryder ud i et stort smil, samtidig med at han placerer begge sine pegefingre ud for øregangene.
Vi har sat os sammen for at tale om hans forhold til kritik, navnlig den del som kommer fra såkaldte ”mandagstrænere” – den bedrevidende borger. I 15 år har han haft et job, som en hel nation kan have en mening om. Vi er nået til fænomenet ”sociale medier”, hvor Morten Olsen for alvor oplever, at folk får afløb for deres frustrationer, da han ikke længere kan dy sig med sine høreapparater. Det er sandsynligvis ikke første gang, han har brugt den.
Han gør dog sjældent alvor af det. For hvis der er én ting, som karakteriserer Morten Olsen mere end noget andet, er det hans lyst til at debattere fodbold. Derfor har han det også fint med, at danskerne har en holdning til hans dispositioner som landstræner: det være sig alt fra resultater, brug af spillere eller spillestil. Det gælder også i nedgangsperioder, hvor landsholdet ikke leverer de forventede resultater.
Modvind i øjeblikket Sådan er det i øjeblikket, da Danmark kun endte på tredjepladsen i EM-kvalifikationsgruppen, og nu risikerer ikke at komme til næste års EM, hvis det bliver til et samlet nederlag til Sverige i næste uges playoff-kampe. Ja, faktisk kan det være Morten Olsens sidste afgørende kampe for Danmark, hvis kvalifikationen glipper. Derfor har vi sat ham stævne.
Ikke for at tale om hans eftermæle, for det interesserer ham ikke, siger han. Men for at tale om, hvordan man undgår at blive påvirket af det, når man gennem 15 år har et arbejde, som millioner af mennesker har en mening om. Opskriften er ifølge Morten Olsen lige så effektiv, som den er simpel: vær tro mod dig selv.
Og så minder Morten Olsen om, at det trods alt ”kun” drejer sig om fodbold:
- Jeg plejer altid at sige, at hvis en stor nation som USA kunne bære over med præsident Clinton for de fejl, han lavede, så kan en lille nation som Danmark vel også bære over med deres A-landsholdstræner for de fejl, han har lavet.
Elsker at tale fodbold På den måde er interviewet allerede i fuld gang, og Morten Olsen rokker engageret frem og tilbage i kontorstolen. * Et af de største kritikpunkter er, at du har været landstræner i for lang tid, 15 år. Hvad svarer du til det?
- Det forstår jeg udmærket godt. Jeg ved godt, at der er nogen, der siger, at vi spiller det samme fodbold som i 2000. Der er jeg nødt til at sige, at dét gør vi altså ikke, kære venner. Vi spiller slet ikke fodbold som i 2000. Der er nogle ting, som er tydelige og bevarede i måden at komme til resultater på, men der er mange forskellige ting, som har ændret sig. Fx var Jesper Grønkjær en anden spillertype end Martin Jørgensen. Det er de spillertyper, som kommer frem på de forskellige positioner, som gør forskellen. Og så har vi været gode – hvis vi skal rose os selv – til at lave et generationsskifte gennem de 15 år.
* Er du blevet bedre til at sortere i den kritik, som du får?
- Jeg tror, jeg har været rigtigt god til det. Hvis der har været 99 ud af 100, der mener, at jeg skal gøre det på en anden måde, så gør jeg det alligevel på den måde, som jeg synes. For det er det, som jeg tror på. Og mit job er jo, sammen med dem der skal yde det – spillerne – at komme frem til en form for fodbold, som vi har tro og tillid til.
* Har der aldrig kørt en kritik i dine 15 år, hvor du har tænkt: ”jo, det kan der være noget om?”
- Nej, jeg lader mig ikke påvirke. Det kan godt være, jeg er påvirket, men så sidder jeg for mig selv og lukker døren. Men så snart jeg går ud af døren, må jeg ikke være påvirket af noget som helst. Så skal jeg gå ud af døren og sige ”hør her venner, det er det her, vi gør.”
- Engang i mellem kan jeg være irriteret eller frustreret, hvis der kommer løgne i spil, eller hvis nogen direkte vil manipulere med sandheden. Det bryder jeg mig ikke om. Det må jeg indrømme. Så har jeg også en vis faglig stolthed, hvor jeg er nødt til at forsvare ikke kun mig selv, men også fx spillerne og vores hold, siger Morten Olsen og nævner William Kvist og Dennis Rommedahl som eksempler.
* Har du altid været god til at håndtere meninger, eller har du udviklet den evne?
- Jeg er sikker på, at jeg ikke har haft det som 20-årig spiller. Men jeg har udviklet det som spiller, fordi du får en vis tanke omkring spillet og dit eget spil. Fodbold er vigtigt, og nogle vil sige især for mig – jeg bruger utroligt meget tid på det, og elsker at bruge tid på det – men du må også lære at acceptere, at det ikke er robotter, du har med at gøre. Derfor har jeg har altid haft den indfaldsvinkel, at jeg fra dag ét gør det, som jeg tror på. Og hvis spillerne kan overbevise mig om nogle andre ting, så er det kun, hvis jeg er overbevist, at vi gør det.
*Har det været en fordel, at du bor i Belgien, fordi det har beskyttet dig mere mod kritik?
- Nej, for jeg handler aldrig ud fra pres. Det må være en af grundpillerne i, at når jeg siger, at jeg gør det, som jeg tror på. Forskellen på mandagstræneren og mig er, at jeg har ansvar. Vi skal være ansvarsfulde, fordi landsholdet er fem millioner danskeres. Du må ikke ryste på hånden, du skal gøre det, som du tror på, og hvis det ikke er rigtigt, må du blive klandret for det. Det lever jeg fint med, at det er sådan. Kan du leve med ros, så kan du også leve med ris, kan du ikke? Ellers kan du ikke være i sådan et job.
* Er det den største forskel på dig og en mandagstræner, at du står til ansvar?
- Lad os være enige om, at det er nemt, uden at blive beskyldt for noget eller at det koster noget, at sige ”ved du hvad, vi spiller da bare sådan her”. Eller: Du kan da bare bruge ham der, jeg så ham i søndags! Det er fantastisk. Det viser, at folk har interesse. Men jeg skal tænke lidt mere nøgternt, og på en lidt anden måde. Jeg skal også tænke i sammenhænge. Jeg skal tænke på, at spillerne komplimenterer hinanden. Det puslespil synes jeg er sjovt, og jeg tror, at mange fans synes, det er sjovt. Meningerne kommer bare frem lidt hurtigere nu, og det er da herligt. Men man skal bare ikke tage hensyn til det. Det kan jeg simpelthen ikke.
* Der er folk, som mener, at du klarede det bedre i den første halvdel af din landstrænerperiode end her i den sidste halvdel. Siden 2004 er I ikke gået videre fra gruppespillet ved en slutrunde. Hvad mener du om den kritik?
- Har du skader i et lille land som Danmark eller også Sverige, så har vi det sværere end fx Frankrig. Nu ved jeg godt, at folk tænker, at han kommer med undskyldninger igen, men det er ikke undskyldninger, det er realiteter og årsager. Vi har ikke de samme muligheder som andre nationer. Andre gange har det været enkelte kampe. Hvis jeg ser på, hvorfor vi ikke kom med til VM i 2014, så ramte vi en nitter mod Armenien (nederlag på 4-0 i Parked, red.). Denne gang, hvor vi ikke har kvalificeret os direkte til EM, synes jeg, at vi bare skulle have sparket en af chancerne mod Albanien ind.
- Derudover har der været en mand, der løb på banen (Danmark blev taberdømt mod Sverige i 2007, da den såkaldte Fodboldtosse angreb kampens dommer red.), og så ved jeg godt, at folk ikke gider høre mere på det, men denne gang var der også en mand, der lige pludselig satte en drone op (i kampen mellem Serbien og Albanien, hvor albanerne endte med at få en skrivebordssejr på 3-0, red.). Der er mange forskellige ting. Det har været vores egen skyld, det har været andres skyld, og sådan kan du blive ved. Og det er et nederlag hver gang, vi ikke kvalificerer os. Sådan skal det også være. Landsholdsfodbold handler om at vi kvalificerer os.
* Er det de marginaler, der gør det svært at forklare folk forskellen på succes og fiasko?
- Ja, jeg kan godt lide, at folk gennemgår processen. Folk der kun kigger på resultatet og siger ”that’s it”, har jeg ikke respekt for. Det må jeg indrømme.
Efter en halv time er interviewet slut. Nu kan han genoptage arbejdet med at forberede sig på playoff-kampene mod Sverige. To opgør, der kan sende Danmark til EM næste år. Det er ottende gang, at der er en slutrunde under Morten Olsens ledelse. I de foregående syv har Danmark kvalificeret sig fire gange. Men selvom det skulle glippe, beholder Morten Olsen høreapparaterne i. Kritik hører med til jobbet, når man står til regnskab overfor over fem millioner danskere.
Se mere til Morten Olsen i Fodboldmagasinet i aften på DR1 klokken 22.20.