Kasper Schmiechel 7 Målmanden overtog anførerbindet fra skadede Simon Kjær i pausen og leverede en stor redning efter pausen samt en række sikre indgreb. Flere dårlige og forcerede udspark trækker dog lidt ned, men holder nullet på udebane.
Peter Ankersen 2 FCK-backen havde en af de dage, hvor indlæggene bare ikke sad i skabet, mens der også i defensiven var problemer over for rumænernes venstre side, hvilket kostede en klar advarsel.
Simon Kjær 2 Den danske anfører fik på sin 28-års fødselsdag en skidt start med placeringsproblemer i forhold til tre-mands forsvaret. Det kombineret med et slag til hovedet, efterfølgende flimmer for øjnene og lidt forvirring efterlod et meget ujævnt indtryk inden udskiftningen i pausen.
Andreas Christensen 7 Bedste mand i bagkæden var unge Christensen, der flere gange læste spillet rigtigt, men også begik sine fejl og var ved at koste en farlig omstilling, da han gik med frem i anden halvleg. Lukkede dog mange huller og spillede med selvtillid.
Jannik Vestergaard 4 Det ser langt fra altid elegant ud for Vestergaard, men den høje stopper fik ryddet nogenlunde op efter en nervøs start på kampen. Blev aldrig selv den forventede lufttrussel offensivt, men var dog ved at heade Delaney fri i anden halvleg.
Riza Durmisi 4 Der var lidt bedre styr på den danske venstre side end højre, og Durmisi trykkede også i flere tilfælde godt fremad med sin hurtighed. Indlæggene var imidlertid heller ikke her gode nok.
Thomas Delaney 4 På en overbefolket midtbane knoklede Thomas Delaney som altid, og den tidligere FCK-kaptajn indgik også til tider nydeligt i kombinationerne, men blev ikke den afgørende faktor i feltet.
William Kvist 4 Lukkede før pausen ned for en del rumænske kontrasituationer og dirigerede midtbanen. Anden halvleg blev imidlertid skæmmet af et par kiksede afleveringer med deraf følgende farlige situationer.
Christian Eriksen 7 Især i anden halvleg en fremragende indsats spillemæssigt af Eriksen, der satte spillet, lagde gode pasninger og selv var farlig på langskud. Det trækker dog gevaldigt ned, at Danmark på trods af mange hjørnespark og frispark ikke får udnyttet luftstyrken – blandt andet som følge af mærkværdigt dårlige indlæg fra Eriksen her.
Lasse Schöne 4 Skidt start med farlige boldtab af spilleren, mange havde ’krævet’ på holdet. Spillede sig dog op i første halvleg med gode tværpasninger og en anelse ro på bolden i en generelt fejlhæftet kamp. Blev dog ikke den styrende faktor i kampen inden udskiftningen med Braithwaite efter pausen.
Andreas Cornelius 7 Stærk første halvleg af FCK-topscoreren, der udnyttede sin fysik og fint lagde bolden af. Manglede selv at komme frem til de normalt farlige hovedstød og faldt lidt i niveau i anden halvleg. Indkasserede advarsel, som betyder karantæne mod Kasakhstan i juni.
Indskiftede spillere:
Mathias ’Zanka’ Jørgensen 4 Kom ind med stærk attitude som afløser for Kjær i forsvaret, men begik så en kæmpe fejl i feltet, der kostede en stor chance. Til gengæld var ’Zanka’ også manden, der kom frem til Danmarks største mulighed i slutfasen. Og brændte. Op og ned.
Martin Braithwaite 7 Kom ind med masser af dejlig energi og optimisme i spillet. Lettere naiv i sine afslutninger nogle gange, men skabte ravage og action i og omkring feltet.
Åge Hareide 7 Overraskede en anelse med både Kvist og Schöne fra start. Havde egentlig ramt opstillingen godt, og Danmark var trods alt tættere på sejren end Rumænien.