Kasper Schmeichel 7 Målmanden blev oversprunget af Shane Duffy ved det irske føringsmål efter fem minutter, men blev også overrasket af Nicolai Jørgensens kiksede clearing. Derudover en fejlfri præstation af Schmeichel, som leverede flere gode igangsætninger.
Andreas Christensen 10 Stopperen fra Chelsea var lidt overraskende valgt som ny højre back, hvilket viste sig som en lille genialitet. ’AC’ gik godt med frem, spillede intelligent såvel offensivt og defensivt – og fik (lidt heldigt) sendt den afsindigt vigtige udligning i nettet. Spillede med stort overskud.
Simon Kjær 10 Anføreren er vokset gennem hele kvalifikationen kulminerende i dette efterår. Stor lederskikkelse og enormt vigtig i de fysiske dueller. Ejede irerne i stort set samtlige dueller.
Andreas Bjelland 10 Det kan godt være, at Andreas Bjelland ’kun’ spiller i den næstbedste engelske række, men det kan snart ændre sig, hvis han bliver ved med at levere præstationer på landsholdet som i øjeblikket. Placeringsstærk, afklaret og med gode bolde fremad
Jens Stryger Larsen 7 Som højrebenet spiller på venstre back har Jens Stryger Larsen sine begrænsninger, og det blev ikke bedre af, at han forholdsvis tidligt i kampen kom til skade med sin ene skulder. Holdt dog sammen på spillet, indtil han kort i anden halvleg måtte lade sig udskifte.
Thomas Delaney 10 Især anden halvleg var eminent fra Delaney. Nærmest bestialsk i sit pres og genpres, og ingen irer kunne vide sig sikker, når han sad i haserne på dem. Også stor omtanke i spillet centralt.
William Kvist 12 Den defensive midtbanemand var en fremragende Darren Randolph-redning fra at score sit første landskampsmål siden 2012 efter en fin kontrolleret afslutning. Det havde imidlertid kun været kronen på en fremragende kamp, hvor den ellers ofte udskældte oprydder næppe satte en fod forkert.
Christian Eriksen 12 75-kamps jubilaren (i en alder af 25 år!) viste sin eminente sparketeknik ved scoringen til 2-1. Og til 3-1. Ja, også lige også til 4-1. Hvis Eriksen kunne få karakteren 100, så var den hermed uddelt.
Yussuf Poulsen 7 Den nye mand i det danske angreb kom skidt i gang med en række mislykkede aktioner, men åd sig ind i kampen, og det var hans gode pres og efterfølgende aktion, der var optakten til Eriksens mål før pausen.
Nicolai Jørgensen 7 Forfærdelig start for angriberen, der med en dårlig clearing fik spillet Shane Duffy fri til det irske føringsmål, men med det samme udstrålede vilje til at gøre skaden god igen. Lagde et godt pres og fik en fin assist til Eriksens 2-1 mål.
Pione Sisto 10 Sisto skulle rejse sig fra indsatsen og en brændt chance i Parken, og hvad gjorde dribleren fra Celta Vigo; ja, han spillede bolden mellem benene på en irsk forsvarer og lagde op til den danske udligning. Var konstant aktiv og udfordrende. Mangler stadig lige at få sin første landskampsmål på kontoen.
Indskiftede spillere:
Peter Ankersen 7 FCK-backen kom ind på den ’forkerte’ back i stedet for Stryger og gjorde sit arbejde med omhyggelighed og uden de store udsving.
Andreas Cornelius UB
Nicklas Bendtner UB Scorede på straffe og brød dermed en stime på 13. landskampe uden mål. Også vigtigt.
Åge Hareide 12 Nordmanden sluttede aftenen med en lufttur i Dublin. Fortjent. Ramte helt rigtig med sin startopstilling og skal til stadighed have ros for at have sat Eriksen fri på landsholdet.
DR har fået unik adgang til landsholdet under genrejsningsperioden efter flere missede slutrundekvalifikationer.
Journalist Niels Christian Jung har fulgt holdet bag facaden i kampen om en plads ved VM i Rusland 2018. Du kan følge op- og nedturen for holdet over tre afsnit i dokumentarserien 'Vi er landsholdet'.
Sidste afsnit af tre sendes på DR1 mandag d. 27/11 kl. 20.45. Du kan se de to første afsnit her.