Krauls karakterbog: Eriksen leder den lange omvej mod VM

Danmark var på hælene, men Christian Eriksen var endnu engang stærkt medvirkende til, at det alligevel blev en sejr på 3-1, mener DR Sportens Andreas Kraul, der også har roser til Lasse Schöne og Jens Stryger.

Christian Eriksen er Danmarks bedste spiller. Det beviste han i Kasakhstan. (Foto: © Shamil Zhumatov, Scanpix)

Frederik Rønnow 7 Sjette landskamp for unge Rønnow, der fortsat ikke har tabt en kamp med Danmark. Der var ikke mange afslutninger på mål fra Kasakhstan, men Brøndby-målmanden udstråler dejlig ro og selvtillid. Sagesløs ved Kasakhstans reducering.

Jens Stryger Larsen 10 Reserven for Peter Ankersen på højre back kom langt bedre ind i opgøret i Almaty end mod Tyskland og virkede opmærksom og kvik på fødderne. Lagde glimrende op til både en stor chance til Nicolai Jørgensen før pausen og Yussuf Poulsen ved straffesparket i anden halvleg. Gik til sidst ud med krampe efter en stor kamp.

Simon Kjær 7 Anføreren var tilbage i det centrale forsvar, hvorfra han dirigerede og brugte sin fysik glimrende. Et par bolde blev stadig sendt ud i intetheden, men kaptajnen tog styringen og var koncentreret og udtryksfuld i forsvarsspillet.

Jannik Vestergaard 4 Store, stærke Vestergaard fra tyske Gladbach var blandt andet valgt til startopstillingen på grund af hans store hovedstødsstyrke – også offensivt. Han fik da også både scoret og lagt op, men begge gange dømt offside. Kom i vejen for meget, men brød også forsvarskæden risikabelt nogle gange.

Riza Durmisi 7 Den danske venstreside med Durmisi og Braithwaite har haft svært ved at ramme de indbyrdes relationer, og det koster lidt for Durmisi offensivt. Bedre med efter pausen og dejligt hurtig i de defensive aktioner.

Thomas Delaney 7 Det markante indtryk, Delaney har afleveret på midtbanen for både FC København og Werder Bremen har været underligt fraværende på landsholdet, hvor i første halvleg så ham alt for lidt. Til gengæld var anden halvleg markant bedre med Schöne som makker.

William Kvist 4 Danmarks mest rutinerede og ældste spiller indledte ok med et par fine bolderobringer, men kom så på hælene lige som det danske hold generelt. Blev sendt til tælling af en albue kort før pausen ved udvisningen til Kasakhstan og udskiftet i pausen.

Christian Eriksen 10 I Kasakhstan er det tydeligt, at Christian Eriksen med afstand er den mest kendte danske spiller. Derfor var der også naturligt ekstra opmærksomhed om den danske 10’er, som før pausen kun havde få boldberøringer, men dog var med i opspillet til 1-0 målet. Scorede sikkert på straffe og lagde op til flere chancer. Endnu engang bedste dansker.

Yussuf Poulsen 4 Spillestilen for Yussuf Poulsen er nogle gange lidt alt eller intet, og i Almaty var det især før pausen lidt for meget ’intet’. Boldtab i farlige positioner og dårlige berøringer skæmmede, at offensivspilleren faktisk også tog nogle gode løb og havde en enkelt glimrende aflevering til Eriksen. Anden halvleg var markant bedre, og Poulsen fik straffesparket til 2-0.

Nicolai Jørgensen 4 Årets topscorer i den hollandske liga havde selv på forhånd sagt, at han snart gerne ville til at præstere tilsvarende på landsholdet, men indledte med at brænde en kæmpe chance. Til gengæld var scoringen til 1-0 iskoldt sat ind. Havde et par muligheder mere efter pausen, men lyste ikke markant op

Martin Braithwaite 2 En god aflevering i dybden til Delaney var stærkt medvirkende til Danmarks føringsmål, og der var generelt masser af vilje hos Braithwaite, men stadigvæk trækker det defensive arbejde ned, lige som han efterhånden skylder et par mål for Danmark. Kæmpe chance misbrugt ved stillingen 2-0.

Indskiftede spillere:

Lasse Scöne 10 Fik igen hele anden halvleg, hvor opgaven var klar: Styr spillet mod et hold i undertal, og det gjorde Lasse Scöne fremragende med verdensmandsattitude, gode vendinger og stor omtanke.

Kasper Dolberg 7 Fremragende første mål for Danmark efter tredje indskiftning. Kasper Dolberg skal nok blive en vigtig mand i rødt og hvidt.

Henrik Dalsgaard UB

Åge Hareide 7 Nordmanden havde ikke ramt taktikken fra start. Kasakhstan var alt for spildominerende i første halvleg, men Hareide foretog de korrekte udskiftninger og fik tre point fra en udebane, hvor både Polen og Rumænein har smidt point.