Kraul om Hareides forlængelse: Åge har skabt flow

Åge Hareide fortsætter som landstræner frem til 2020. En naturlig konsekvens af nordmandens resultater med herrelandsholdet.

Åge Hareide har ført herrelandsholdet frem til to afgørende VM-playoffkampe mod Irland. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Herrelandsholdet står for enden af en lang VM-kvalifikation, hvor Åge Hareide har ført holdet frem til de afgørende VM-playoffkampe.

Resultaterne for landsholdet i de to år, hvor Hareide har stået i spidsen, har været gode, til tider endda helt fremragende.

Derfor er det en helt naturlig konsekvens, at Hareide i dag kunne fortælle, at han og DBU er blevet enige om at udnytte den mulighed for at forlænge nordmandens aftale med yderligere to år, som oprindeligt blev skrevet ind i hans kontrakt. Det vurderer DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul:

- Han blev ansat på en lidt mærkelig 2+2kontrakt, hvor der egentlig var aftalt fire år, men hvor de først skulle se hinanden an. Det havde været unaturligt at fortsætte, hvis det havde været en dårlig kvalifikation, og hvis Hareide ikke var lykkedes med noget som helst, siger Andreas Kraul og tilføjer:

- Men i og med, at han har skabt noget flow med landsholdet, der peger i en rigtig retning, ville det være mærkeligt at bryde samarbejdet nu.

Vejen til VM i Rusland går forbi Irland, som landsholdet skal møde i de førnævnte playoffkampe.

Tro på projektet

Men selvom billetten til VM ikke skulle blive indløst, har Hareide fået indstillet en tro på fremtiden i spillerne, som i sig selv er nok til at honorere en kontraktforlængelse.

- Man fornemmer fra spillerne, at de er glade for Hareide og har tillid til ham og tro projektet, og så ville det være mærkeligt – også selvom VM-kvalifikationen mod Irland skulle glippe – at begynde at se helt nye veje.

Åge Hareide har en lang trænerkarriere bag sig. Nordmanden har blandt andre stået i spidsen for Brøndby, norske Rosenborg og det norske landshold.

Kampene mod Irland spilles den 11. november i Parken, mens returkampen afvikles i Irland tre dage senere, tirsdag den 14. november.

Begge kampe kan ses i fjernsynet på Kanal5, lyttes til i radioen i LIGA på P3 - vel at mærke uden afbrydelser - samt følges i tekst på dr.dk/sporten.