Kraul: Jon Dahl har den fulde pakke

Jon Dahl Tomassson er den rette mand til jobbet, vurderer DR Sportens Andreas Kraul.

Andreas Kraul mener, at Jon og Åge er et godt match.

Den længe ventede præsentation af den danske landstræner Åge Hareides assistent fandt mandag sted, og ikke overraskende faldt valget på den tidligere landsholdsanfører Jon Dahl Tomasson.

Valget på manden med rekorden for flest landsholdsmål er ikke overraskende, mener DR Sportens Andreas Kraul, der anser Jon Dahl Tomasson som den rette mand til jobbet.

- Det var ventet, at det ville blive Jon Dahl, og det er fordi, han har den fulde pakke. Han har været anfører på landsholdet og spillet sammen med flere af dem, der stadig er på holdet.

- Det, der kendetegner en god assistenttræner, er, at man kan være bindeleddet mellem trup og trænerteamet, og det er nok der, Jon Dahls bedste kompetencer ligger. Samtidig har han trænet både som assistent og chef, så man må sige, der er flueben ud for det hele., siger Andreas Kraul.

Vigtig dansk hjælp til Hareide

Jon Dahl Tomasson figurerede som spiller på det danske landshold fra 1997-2010, så det er en erfaren herre, Åge Hareide får som asssistent.

Som assistenttræner er en af vigtigste opgaver ifølge Andreas Kraul altså at være bindeled mellem trup og trænerteam, og her er det en stor fordel at Jon Dahl Tomasson både er dansk og har været med i mange år, mener han.

- Han har været med i over ti år selv, så han kender organismerne. Så er han det danske link til en udenlandsk træner. Det er vigtigt, der er noget dansk erfaring.

- Det handler om at være spillernes mand. Dengang Jon Dahl var anfører på holdet, var han en stærk skikkelse i spillertruppen og en central figur.

Stort navn i dansk fodbold

Derudover har Jon Dahl Tomasson et stort og respekteret navn i Danmark.

- Han er en stor profil i dansk fodbold, og han har træneruddannelsen og har prøvet at træne som både assistent og som cheftræner. Han er sågar blevet fyret, og man siger jo, at det skal alle gode trænere prøve.

- Så han er det naturlige valg, slutter Andreas Kraul.

Jon Dahl Tomasson er i øjeblikket tilknyttet hollandske Vitesse, hvor han er assistent. Kontrakten med den hollandske klub løber frem til sommer, så Jon Dahl Tomasson tiltræder først officielt sin stilling som assisterende landstræner til sommer.

Han vil dog være involveret i landsholdssamlinger frem til sin officielle start.